Region bakker EMACS op med halv mio. kr.
28. april 2016 · Jeppe Weinreich
Glæde hos arrangørerne af næste års EM Masters i Aarhus, efter at Region Midtjylland har besluttet at støtte eventen med 500.000 kr.
Mens arbejdet med at få stablet næste års EM Masters op er i fuld gang, fik de århusianske arrangører onsdag et økonomisk rygstød fra Region Midtjylland. På et møde i Regionsrådet blev det nemlig vedtaget at bakke den store event op med 500.000 kr. En beslutning, som projektleder for EMACS 2017, Mikkel Larsen, selvsagt er glad for.
”Det er rart at få dette tilsagn, da det giver mere ro på i arbejdet med at få lagt fundamentet. Det skrider planmæssigt frem, og vi tror på stor succes. Et centralt punkt - ud over at skaffe officials - handler om at få deltagerne hertil, og vores mål er stadig 4000 deltagere,” lyder det fra Mikkel Larsen, som regner med snart at kunne åbne op for tilmelding, når det europæiske masters-forbund (EMA) har godkendt tidsskemaet.
Det økonomiske medspil fra Region Midtjylland skal ses i lyset af den Vækstplan, som Regionsråd og Vækstforum søsatte tidligere på året. I den forbindelse blev det bl.a. fremhævet, at netop gennemførelse af store internationale events var en af de måder, som kunne styrke regionen i form af mere synlighed og omsætning og dermed bidrage til vækst.
EMACS 2017 afholdes i Aarhus i perioden 27. juli - 6. august.
Hjemmeside