DIF’s miljøordfører Niels-Christian Levin Hansen flankeret af formand i DAF, Karsten Munkvad, samt Dansk Sportsdykker Forbunds formand, Jesper Risløv.
DAF certificeret som ”Grønt Forbund”
03. maj 2016 · Jeppe Weinreich
Lørdag blev Dansk Atletik Forbund indlemmet i kredsen af specialforbund, som har opnået DIF’s miljøcertificering.
Siden 2010 har specialforbund under DIF kunnet ansøge om at blive miljøcertificeret. En certificering, som kræver opfyldelse af flere krav. Hidtil har 15 forbund opnået stemplet, og lørdag blev kredsen så officielt udvidet til 17 med indlemmelse af Dansk Atletik Forbund samt Dansk Sportsdykker Forbund. Det skete ved årsmødet i DIF, hvor formand for DAF, Karsten Munkvad, fik overrakt det synlige bevis af miljøordfører i DIF, Niels-Christian Levin.
Ud over et sæt minimumskrav skal hvert af de grønne forbund indgå en aftale med DIF om et specifikt indsatsområde med udgangspunkt i det enkelte forbunds særlige situation. For DAF har den særlige indsats ligget i certificeringen af motionsløb i Danmarks Officielle Løbskalender – med fokus på kvalitet og bæredygtighed.
Certificeringens visuelle udtryk er – som man kan se nedenfor – et logo med en grøn frø.