Påååå pladserne…SET!
05. april 2016 · DAF
Den 1. april er en ny regel i dansk regi trådt i kraft. I stedet for at sige ”færdige” i startkommandoen, vil det internationale – og korte – ”set” i stedet blive sagt.
DAF’s Tekniske Komité har besluttet, at de nationale regler vedr. startkommandoen ændres, således at kommandoen "FÆRDIGE" ændres til "SET" (som i den internationale/engelske kommando). I de danske konkurrenceregler drejer det sig om § 162, hvor ændringen foretages alle de steder, hvor kommandoen forekommer. Ændringen træder officielt i kraft pr. 1. april 2016. DAF sørger for at formidle ændringen direkte til alle registrerede, uddannede startere - men vi beder klubberne være behjælpelige med videreformidling til egne startere, der eventuelt ikke har gennemført starteruddannelsen.
Begrundelsen for ændringen er, at enstavelseskommandoen ”SET” er kort og klar, i modsætning til trestavelseskommandoen FÆRDIGE. Løberne vil fremover således heller ikke opleve en væsentlig anderledes kommando, hvis de deltager i internationale stævner. Dog opretholdes den danske kommando PÅ PLADSERNE ved nationale stævner.
Martin Roald-Arbøl
Formand, DAF's Tekniske Komité