Jess Draskau-Petersson ved VM Halvmaraton i København 2014. (NS Foto)
Jess Draskau til start i Middelfart
04. maj 2016 · Jeppe Weinreich
Ikke siden VM Halvmaraton for to år siden har Danmarks bedste kvindelige maratonløber konkurreret herhjemme. Lørdag bliver der et glædeligt gensyn i Middelfart, hvor den OL-kvalificerede løber er blandt de 11.000 deltagere ved Lillebælt Halvmarathon.
Danmarks bedste kvindelige maratonløber, Jess Draskau-Petersson, har passende fået startnummer 1 til lørdagens Lillebælt Halvmarathon. Af de 11.000 deltagere, som hvert år kommer til Middelfart, er den OL-kvalificerede 1900-løber den største profil i den 9. udgave af eventen. Det bliver hendes første start på hjemlig grund siden VM Halvmaraton for over to uger siden. Man skal dog ikke forvente en hurtig tid, understreger Jess, der for et par uger siden forlod træningsbasen i Colorado.
”Jeg løber måske 1:17. Jeg er i bedre form end det, men en klemt nerve (efter et trafikuheld, red.) driller mig stadig, så jeg vil ikke presse for hårdt på. Men vejret er jo fantastisk, så det bliver en dejlig dag i morgen. Jeg glæder mig vildt til at tage min klubtrøje på og være med i en international løbefest. Jeg er meget glad for at komme her og være med,” lyder det fra Jess Draskau-Petersson, der med 2:30,07 i Chicago Marathon i oktober sidste år klarede OL-kravet med stor margin.
Allerede mandag vender hun tilbage til USA, og planen er først at komme til Europa igen et par uger før EM i Amsterdam, hvor hendes deltagelse i halvmaratonløbet udgør et vigtigt skridt på vejen mod det altoverskyggende mål: OL i august. Efter legene i Rio er det planen at vende tilbage til Europa.
Hos mændene er den tidligere OL-deltager Jesper Faurschou (Herning LK) den største danske profil, men med maratonløbet i Hamborg stadig siddende i benene skal man ikke forvente en toptid af den rutinerede løber. En løbefest i herligt solskin kan deltagere og tilskuere dog med sikkerhed sætte næsen op efter.
Lillebælt Halvmaraton – 7. maj 2016 kl. 14
Hjemmeside
(live streaming på hjemmesiden allerede fra kl. 12)