Andreas Martinsen - her ved EM-inde i Prag 2015. (DECA Text&Bild)
Martinsen åbner sæsonen stærkt
08. maj 2016 · Jeppe Weinreich
Trods regn og kulde i Belfast kunne Andreas Martinsen lørdag levere sin hurtigste sæsonåbning på 110 meter hæk nogensinde: 13,91 sek.
Det flotte majvejr var desværre ikke nået til Nordirland, da Andreas Martinsen lørdag åbnede sæsonen ved et internationalt stævne i Belfast. Men trods regn, slud og kulde kunne 1900-atleten notere sig for 13,91 sek. Det er første gang i karrieren, at han klemmer sig under de 14 sekunder i sæsonens første løb.
”Jeg kan godt mærke, at jeg skal have konkurrencefornemmelsen igen med nogle flere løb, men er stærkt tilfreds med min bedste sæsondebut nogensinde,” lyder det fra den 25-årige Martinsen, der håber stærkt på at blive dansk atletiks første OL-deltager på 110 meter hæk i 28 år. Det kræver, at han senest under EM i juli får presset sin danske rekord ned på 13,47 sek.
Egentlig var det meningen, at han første skulle have åbnet sæsonen ved et stærkt besat showløb i Manchester d. 20. maj, men da Martinsen typisk har brug for nogle løb for at komme i gang, valgte træner Mikkel Larsen at rykke starten frem.
Belfast International Meeting – Belfast GBR 7. maj
110 meter hæk (-0,8)
1. David King, GBR 13,82 sek.
2. Andreas Martinsen, Aarhus 1900 13,91 sek. SB
(indl. 14,16 sek. (-1,7))
Resultatliste