foto: Michael Hyllested
Abdi må bøje sig for stærk svensker
14. maj 2016 · Jeppe Weinreich
David Nilsson blev efter en flot finish nordisk mester foran Abdi Hakin Ulad. Hos kvinderne kæmpede Simone Glad sig i mål med kraftige mavesmerter på en 4. plads.
Maratonløbet fra Hamborg sad stadig i benene på Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM), da han lørdag i Allerød skulle forsvare sin NM-titel på 10.000 meter. Taktikken var på forhånd at lægge roligt ud og så forsøge at hægte svenske David Nilsson af med et par hurtige kilometre. Men den gik desværre ikke. Nilsson – som undervejs ingen føringer tog - viste sig umulig at løbe træt, og efter at have ligget i hælene på Abdi hele løbet satte han ind med en imponerende sidste 400 meter, hvor han i mål havde skabt sig et forspring på mere end otte sekunder. Vindertid: 29.32,92 min.
”De seneste fire uger har jeg løbet tre halvmaratonløb og derfor været træt, men i dag følte jeg mig frisk,” lød det kort fra Nilsson, der så sent som sidste lørdag vandt Lillebælt Halvmaraton – og næste lørdag går efter det svenske EM-krav på 10.000 meter (28:50) ved de britiske trials i London.
Selvom Abdi gjaldt som favorit, var den svenske sejr måske ikke helt så overraskende. Ved EM Cross i december sluttede Nilsson også stærkt af og endte på en 10. plads – tre sekunder og én plads foran Abdi.
”Jeg er egentlig ikke overrasket over, at svenskeren løb så stærkt. Jeg er mere overrasket over, at jeg selv havde så dårlige ben i dag. Der skal åbenbart mere afslapning til. Fire uger er ikke nok,” slog Abdi fast med henvisning til Hamburg Marathon. – se interview HER
Lommer ikke langt fra bronze
Kampen om bronze tegnede længe ganske åben. Andreas Lommer (OA/OGF) trak triatleten Anders Lund Hansen (Multiatleterne) og svenskeren Anton Danielsson frem. Mod slutningen fik sidstnævnte dog skabt sig et hul og tog bronzen foran Lommer, der i sin debut på 10.000 meteren fik sat en fin PR med 30:01,45 min. Med en formidabel finish lykkedes det Jeppe Harboe (Sparta) at klemme sig ind på 5. pladsen lige foran Anders Lund Hansen og dermed snuppe DM-bronzen. Med hhv. 30:14,13 og 30:14,71 blev begge noteret for personlig rekord.
Mens Simone endnu var på guldkurs. (M. Hyllested)
Dårlig dag for Simone
Inden herrernes dyst gjaldt det kvinderne, hvor en formstærk Simone Glad var klar favorit. I stedet for at sigte efter EM-kravet på 32:55 havde AGF-løberen sat en mere ambitiøs dagsorden: OL-kravet på 32:15 min. Sylvia Kiberenge trak af sted i det ønskede tempo. Efter en første kilometer i 3:14 hed det næste gang 3:18, og allerede her var det tydeligt, at det ikke var Simone Glads dag. Ved 5 km var også EM-kravet kommet uden for rækkevidde, og ikke længe efter kunne den finske veteran Laura Markovaara gå forbi danskeren, som lidt senere også måtte se to svenskere komme samme vej. Stor nedtur for Simone, som tydeligt led på banen, men på heroisk vis nægtede at gå ud. Efter 25 omgange faldt hun om på målstregen og måtte have hjælp af samaritterne. 4. pladsen i 35:14,48 rakte til DM-guld, men var næppe den store trøst.
”Jeg fik smerter i siden allerede ved 2 km. Det gjorde, at jeg ikke kunne trække vejret rigtigt, og det blev bare værre og værre,” lød det fra Simone Glad, da hun efter en halv time var kommet sig over den ubehagelige oplevelse. Træner Jasper Nielsen slog fast, at der ikke bliver tale om flere forsøg på distancen denne sæson. Nu handler det om 3000 meter forhindring og 5000 meter.
Færøsk sølv
I DM-regi kunne færingen Marna Egholm (Sparta) på 5. pladsen snuppe DM-sølvet, mens veteranen Rikke Due-Andersen (Team Hechmann) vandt bronze bare tre sekunder efter. Haren Sylvia Kiberenge valgte at fuldføre løbet, men måtte som alle andre se sig besejret af finske Markovaara.
Ny PR til Anna Emilie Møller
Den lokale arrangør Blovstrød Løverne lagde stort engagement for dagen og fik skabt en fin event på det hyggelige Skovvang Stadion. Efter 10.000 meter gjaldt det 3. runde af Baneturneringen, og her var det netop en Blovstrød-løber, Anna Emilie Møller, som stod for dagens bedste resultat med PR 4:21,76 min. på 1500 meteren.
NM 10.000 meter - Allerød 14. maj
Mænd
1. David Nilsson SWE 29:32,92
2. Abdi Hakin Ulad DK-Hvidovre AM 29:41,17 (DM1)
3. Anton Danielsson SWE 29:58,13 PR
4. Andreas Lommer DK-Odense 30:01,45 PR (DM2)
5. Jeppe Harboe DK-Sparta 30:14,13 PR (DM3)
6. Anders Lund Hansen DK-Multiatleterne 30:14,71 PR (DM4)
Kvinder
1. Laura Markovaara FIN 34:00,14
(UK Sylvia Kiberenge, KEN/Køge 34:05,40)
2. Cecilia Norrbom FIN 34:16,21 PR
3. Sara Holmgren SWE 34:57,13 PR
4. Simone Glad DK-AGF 35:14,48 (DM1)
5. Marna Egholm DK-Sparta 36:00,37 PR (DM2)
6. Rikke Due-Andersen DK-Hechman 36:03,25 PR (DM3)
Baneturneringen 3. runde
1500 meter A-heat
1. Andreas Lindgreen, Sparta 3:54,35
10. Anne Emilie Møller, Blovstrød 4:21,76 PR