Thijs Nijhuis - her ved landskampen i 2015. (TJPhotos)
Thijs presser sig under 13:50 i Holland
19. maj 2016 · Jeppe Weinreich
Med personlig rekord 13:49,87 min. præsterede Thijs Nijhuis onsdag aften i Holland den hurtigste 5000 meter af en dansk løber siden 2013. Også Andreas Bueno fik med 3:39,94 min. en lovende sæsonåbning på favoritdistancen 1500 meter.
Thijs Nijhuis (Viborg AM) bekræftede onsdag aften, at han er i sit livs form, da han ved et stævne i Nijmegen blev nr. 9 på 5000 meteren i personlig rekord 13:49,89 min. Det er den hurtigste tid af en dansk løber, siden Morten Munkholm for tre år siden blev noteret for 13:41,81 min. Trods det flotte resultat i sæsonens første baneløb var hovedpersonen ikke helt tilfreds.
”Jeg er lidt skuffet, selvom jeg ikke skulle være det, men det var langt fra, hvad jeg havde håbet på,” skrev han efterfølgende på Facebook med henvisning til, at han på forhånd havde sigtet efter en tid på 13:40, som var harens aftalte tempo.
”Jeg stolede på haren og holdt mig bag ham, men mellemtiden på 3000 meter blev 8:26 og ikke de aftalte 8:12 min.”
At der i et optimalt løb er en noget hurtigere tid i vente fra Viborg-løberen, indikerede hans sidste omgang, der blev løbet på lige godt 60 sekunder.
Bueno under 3:40 i sæsonens første start
Der var også dansk deltagelse i A-heatet på 1500 meter. Her fik Andreas Bueno (1900) ligeledes en lovende sæsonåbning med 3:39,94 min. på 7. pladsen. Det er blot tredje gang i karrieren, at han klemmer sig under de 3:40,00 (PR 3:38,44) - og selvsagt hans hurtigste sæsonåbning nogensinde.
Begge løbere har deres næste udlandsstart i Oordegem (BEL) den 28. maj. Et stævne, som flere andre danske atleter forventes at deltage i.
EM- og OL-kravet på 5000 meter lyder på hhv. 13:36,00 og 13:25,00 min., mens det på 1500 meter er sat til 3:39,40 & 3:36,20 min.
Nijmegen Global Athletics (NED) 18-05-2016
5000 meter A-heat
1. Cyrus Rutto KEN 13:20,32 min.
2. Ambros Bore KEN 13:20,39
3. Jamel Chathi ITA 13:22,53
9. Thijs Nijhuis, DK-Viborg AM 13:49,87 PR
1500 meter A-heat
1. Ryan Gregson AUS 3:35,78 min.
7. Andreas Bueno, DK-Aarhus 1900 3:39,94 SB
Alle resultater