Andreas Bueno - her ved DT-finalen 2015. Bag ham Abdi Hakin Ulad (HVAM), Peter Glans (OA/OGF) og Michael Schmidt (KIF). Alle fire er lørdag med på 1500 meteren. (Michael Hyllested)
Topnavne til start på Skovdalen
19. maj 2016 · Jeppe Weinreich
Abdi Hakin Ulad, Andreas Bueno og Nicolai Hartling er nogle af de mange topnavne, som lørdag i Aalborg kæmper for deres respektive klubber.
På lidt ærgerlig vis plejer den indledende DT-runde at blive afviklet i dårligt vejr – og noget tyder på, at det mønster holder stik igen i år. Således varsler den seneste vejrudsigt regn over Skovdalen Stadion i morgen. Forhåbentlig bliver der undervejs i det knap seks timer lange program (12-17.20) flere tørre perioder, for med mange topnavne til start er der potentiale til flere fine resultater.
Den netop OL-udtagne maratonløber Abdi Hakin Ulad skal forsøge at skrabe point hjem til sin nye klub Hvidovre AM, og mens det skulle være muligt på 5000 meteren, bliver det forventeligt noget sværere på 1500 meteren, hvor bl.a. formstærke Andreas Bueno (1900) er med. På kvindernes distance stiller KIF med norske Ida Fillingsen, som lørdag i Manchester slettede legendariske Loa Olafssons klubrekord på 800 meter med tiden 2:05,17 min.
Der indledes med 400 meter hæk, og her stiller Sparta med to så stærke navne som Nicolai Hartling og Anne Sofie Kirkegaard. Sidstnævnte har her sæsonens første start i favoritdisciplinen. Det samme har arrangørklubbens Benjamin Lobo Vedel lidt senere på samme distance uden hække. Vedel er også med på 100 meteren, som ser særdeles stærk ud. Udover den danske mester Morten D. Madsen (Skive AM) finder man Frederik Schou-Nielsen (Sparta), som onsdag i Ballerup åbnede med flotte 10,63 sek. (+2,6).
Weekenden efter skal Sparta til Europa Cup i Tyrkiet, og hvem der her skal springe længde, vil blive afgjort i Aalborg mellem Morten Jensen og Benjamin Gabrielsen.
I kvindernes hammerkast er den nybagte danske rekordholder Celina Julin (Sparta) med, mens klubben i kuglestød må se bort fra Trine Mulbjerg, der er i aktion ved det traditionsrige kastertræf i tyske Halle samme weekend.
DT-finalen
De seks bedste hold går videre til DT-finalen i september, mens nr. 7 og 8 skal ud i en kvalmatch for at forblive i Elitedivisionen. I fjor drejede det sig om Esbjerg og Skive AM hos herrerne, mens Amager AC og Esbjerg AM hos kvinderne endte under stregen. Alle klarede dog frisag i kvalmatchen – med undtagelse af Esbjergs kvinder, som lørdag bliver erstattet af oprykkerne fra Aalborg AM.
Søndag gælder det matcher i 1. division, som afvikles i Esbjerg og Tårnby. Førstnævnte sted har SAK77 trukket deres kvindehold, mens Korsør AM i øst har set sig nødsaget til at gøre det samme med klubbens herrehold.
Elitedivisionen - indl. runde - Skovdalen, Aalborg d. 21. maj (start kl. 12)
Mænd
Sparta
Aarhus 1900
Hvidovre AM
Odense Atletik
Københavns IF
Aalborg AM
Esbjerg AM
Skive AM
Kvinder
Sparta
Københavns IF
Aarhus 1900
Aabenraa IG
Hvidovre AM
Odense Atletik
Aalborg AM (oprykker)
Amager AC
Startlister, tidsskema m.m. kan findes på Aalborg AM's hjemmeside - klik HER