Loading...

(DECA Text&Bild)

EAP Meeting – Namur

Troest og Klausen åbner sæsonen i morgen

24. maj 2016 · Jeppe Weinreich

Stina Troest og Janick Klausen er på plads ved onsdagens stævne i belgiske Namur. Det samme er det danske 4x400 meter stafethold.

I sidste uge fik Stina Troest den endelige bekræftelse på, at hun skal til OL. Onsdag tager hækkeløberen fra Amager AC så hul på sin hidtil vigtigste sæson, når hun er med ved EAP-stævnet i belgiske Namur. Den 22-årige VM-semifinalist er blandt favoritterne i heatet, hvor hun får selskab af bl.a. den portugisiske rekordholder Vera Barbosa.

I mændenes højdespring står Janick Klausen ligeledes klar til at begynde sæsonen. Indendørs nåede han med 2.15 meter ikke helt den håbede højde, men kunne til gengæld for første gang i flere år springe uden smerter, hvilket fem starter på bare fire uger vidnede om. Forberedelserne op til sæsonstarten har bl.a. budt på en træningslejr i Tyrkiet.

”Det er gået rigtig godt den seneste tid. Jeg har fået lavet en masse teknikpas - uden kasse (plint, red.) - så fornemmelsen er noget bedre, end den har været de sidste par år,” lyder det fra Klausen, der fyldte 23 i sidste måned.

Højdespringsfeltet i Namur er lille, men stærkt. To af seks deltagere har således været over de 2.30 meter, bl.a. Janicks jævnaldrende konkurrent, hviderusseren Andrei Churyla, der vandt sølv ved EM-U23 sidste sommer.

Landsholdet løber 4x400 meter
Dansk atletik håber til sommer at kunne stille med et stafethold ved EM i Amsterdam, og som et første skridt henimod det mål er et landshold tilmeldt mændenes 4x400 meter, hvor de dyster mod Belgien og Norge. To normalt selvskrevne navne er dog ikke med. Nicklas Hyde (Sparta) er p.t. desværre ikke klar til at konkurrere, mens hans klubkammerat Nick Ekelund-Arenander – der som bekendt sluttede indendørssæsonen med en fiberskade i DM-finalen på 200 meter – har valgt først at åbne sæsonen på et senere tidspunkt. De to andre naturlige valg, Nicolai Hartling (Sparta) og Benjamin Lobo Vedel (AAM), er til gengæld med. Det samme er Frederik Peschardt (1900) – der løb stafet ved landskampen sidste år - samt Rasmus Jensen (OA/OGF), som ved DT-matchen i weekenden for første gang løb under 49 sekunder. Reserve er Martin Johansen (AAM), som er tilmeldt den individuelle 400 meter.

4X400 Stara Zagora
Frederik Peschardt afleverer depechen til Ekelund-Arenander ved landskampen i 2015.

Top-16
For at komme til EM skal holdet være placeret blandt de 16 bedste nationer i Europa, baseret på en rangliste, hvor det pågældende lands to bedste tider i 2015/2016 er lagt sammen. I fjor løb landsholdet 3:08,01 i Bulgarien, hvilket placerede dem som nr. 16 i Europa.

Atletissima (EAP-meeting) - Namur (BEL) 25. maj 2016
Hjemmeside

© Copyright Dansk Atletik Forbund