Loading...

På fotoet fra NM-U23 i 2014 skifter Nicolai Hartling til Rasmus Jensen på vejen til en dansk U23-rekord. Samme to løbere var med på holdet, da rekorden onsdag blev forbedret med mere end to sekunder. (Michael Hyllested)

EAP-meeting

Stafethold forbedrer U23-rekord i Belgien

26. maj 2016 · Jeppe Weinreich

Et ungt dansk landshold sejrede onsdag i Namur på 4x400 meteren i 3:11,50 min. Ved samme stævne stod Stina Troest på 400 meter hæk for dagens anden danske sejr, mens Janick Klausen i højdespring fik en lovende sæsonåbning med 2.16 meter.

Lørdag var Benjamin Lobo Vedel stærkt medvirkende til, at hans klub Aalborg AM kunne slå den danske U23-rekord på 4x400 meter – for klubhold. Onsdag i belgiske Namur løb han med en særdeles stærk sidste tur rekorden for landshold hjem. Uret stoppede på 3:11,50, og dermed skar holdet - udover Vedel var det Rasmus Jensen, Nicolai Hartling og Frederik Peschardt – over to sekunder af den rekord, som blev sat ved NM-U23 på Østerbro i 2014.

Stina Troest var på 400 meter hæk god for endnu en dansk sejr med tiden 56,81 sek. Det var en anelse langsommere end sidste års sæsonåbning, som lød på 56,62 sek. Allerede lørdag er Amager-løberen på banen igen ved et belgisk stævne.

Med 2.16 meter fik højdespringer Janick Klausen (1900) en lovende sæsonstart. Det er hans bedste notering siden juli sidste år.

Ifølge træner Lars Nielsen havde Janick efterfølgende tre gode forsøg på 2.20 meter, men tilløbet sidder endnu ikke så sikkert, som det skal. De 2.16 meter rakte til en delt 1. plads med Wilson Jamal (Bahamas).

Atletissima (EAP-meeting) - Namur (BEL) 25. maj 2016
Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund