Bube sætter nyt sæsonbedste
07. juni 2016 · Jeppe Weinreich
Trods nyt årsbedste med 1:46,87, var Andreas Bube ikke tilfreds med sin indsats i Montreuil tirsdag aften.
Efter 1:47,39 i sæsonåbningen på 800 meter for 11 dage siden forbedrede Andreas Bube sig tirsdag aften i Frankrig til 1:46,87 min. Det rakte til en 6. plads i det stærkt besatte A-heat, hvor verdens-etteren Nicholas Kipkoech (KEN) vandt i 1:43,85 min. Trods sæsonens hurtigste tid var Bube var ikke tilfreds med sin indsats.
”Jeg laver præcis samme fejl som i mit første løb og slipper gassen efter 120 meter. Og så går hele feltet forbi og jeg er sidst efter 200 meter.”
Herefter var det hjemmebanefavoritten Pierre-Ambroise Bosse, som satte sit præg på løbet. Franskmanden – som søndag satte uofficiel europarekord på 600 meter – viste, at han hører til blandt forhåndsfavoritterne til EM. Han rundede de første 400 meter lige efter haren i under 49 sekunder, mens Bube først her begyndte at arbejde sig lidt op i feltet. Bosse måtte dog på de sidste 100 meter se sig overhalet af to kenyanere, mens Bube et pænt stykke efter tog 6. pladsen.
”Det var en kæmpe fejl, som jeg laver i starten. Jeg smider et halvt, måske endda et helt sekund,” vurderer Bube, som dog igen fik bekræftet, at formen er god, og at en hurtig tid er mulig, når det taktiske spiller. Måske sker det næste tirsdag (14/6), hvor Bagsværd-løberen er på banen igen i Luzern.
Meeting International Montreuil (FRA) 7. juni
800 meter
1. Nicholas Kipkoech KEN 1:43,85 min.
2. J. Kitilit KEN 1:43,89
3. P. Bosse FRA 1:44,53
6. Andreas Bube, DK-Bagsværd AC 1:46,87 - dansk årsbedste
Resultatliste
Se løbet HER (spol frem til 2:17 min.)