Nick Ekelund-Arenander ved Bislett Games i 2013. (DECA Text&Bild)
Massivt dansk opbud i Geneve
09. juni 2016 · Jeppe Weinreich
Med bare 17 dage til deadline for EM-kvalifikation er der denne weekend igen stor deltagelse udenlands. Torsdag gør Nick Ekelund-Arenander sin længe ventede sæsonåbning i Oslo, mens der i Geneve lørdag er et massivt opbud af danske topnavne til start.
Det er knap fem måneder siden, at Nick Ekelund-Arenander ved DM-inde i Skive udgik med en fiberskade i finalen på 200 meter. Torsdag aften gør han sit længe ventede comeback på 400 meter – i forprogrammet til Bislett Games, hvor en håndfuld nordmænd tager kampen op mod den danske rekordholder.
”Jeg glæder mig super meget til at komme i gang igen. Desværre har jeg jo fået ødelagt det seneste 1½ år, først med en hælskade og her senest en fiberskade. Så nu er jeg bare glad for at være fri for skader,” lyder det fra Nick, der det seneste års tid har været bosat i England, hvor han er del af en træningsgruppe med base i Loughborough. Hvad det kan blive til torsdag aften kl. 18.30, har hovedpersonen ikke noget bud på.
”Tiden er ikke noget, jeg har spekuleret i. Første prioritet har været at blive skadesfri. Nu glæder jeg mig bare til at løbe en udendørs 400 meter uden smerter – og på en forhåbentlig varm skandinavisk aften.”
Morten D. Madsen (Skive AM) og Andreas Bueno (1900) er de to andre danske navne, som er på plads ved stævnet på hhv. 100 og 1500 meter. Selvom Buenos 1500 meter-heat har karakter af en national øvelse, er der dukket en håndfuld stærke ikke-nordiske løbere op, som forhåbentlig kan hjælpe 1900-løberen det sidste stykke ned under EM-kravet.
Bislett Games – Oslo (NOR) 9. juni
Morten D. Madsen (Skive AM) – 100 meter (national øvelse)
Nick Ekelund-Arenander (Sparta) – 400 meter (national)
Andreas Bueno (Aarhus 1900) – 1500 meter (national)
NRK1 sender fra 17:50-18:45 og igen 19:45-22:00 - TV3 Sport1 fra 20:00-22:00
Nick Ekelund-Arenander fortsætter efter Oslo til EAP-stævnet i Geneve, og her er der et massivt opbud af danske topnavne til start, som det kan ses af nedenstående liste. Desværre er vejrudsigten ikke den bedste med udsigt til regn.
AtletiCA Genève (SUI) 11. juni
Morten D. Madsen (Skive AM) - 100 meter
Nick Ekelund-Arenander (Sparta) – 400 meter
Andreas Martinsen (1900) – 110 meter hæk
Nicolai Hartling (Sparta) – 400 meter hæk
Janick Klausen (1900) – højdespring
Benjamin Gabrielsen (Sparta) – længdespring
Mette Graversgaard (1900) – 200 meter & 100 meter hæk
Stina Troest (Amager AC) – 400 meter hæk
Anna Emilie Møller (Blovstrød) – 3000 meter forhindring
Simone Glad (AGF) – 3000 m. fh
Louise Rode (Blovstrød) – 3000 m fh
Martha Traoré (Sparta) – længdespring
Janne Nielsen (1900) – trespring
Samme aften løber Abdi Hakin Ulad som led i sine OL-forberedelser sæsonens anden 10000 meter på bane. Det sker i Holland:
Gouden Spike – Leiden (NED) 11. juni
Nick R. Jensen (Sparta) – 800 meter
Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM) – 10000 meter
Dansk atletiks to bedste stangspringere deltager i det polske mindestævne for den afdøde OL-guldvinder i stangspring 1976, Tadeusz Slusarski:
13. Międzynarodowy Mityng Skoku o Tyczce im. T. Ślusarskiego - Zary (POL) d. 11. juni
Rasmus W. Jørgensen (Sparta) - stangspring
Mikkel M. Nielsen (Sparta) - stangspring
I Sverige afvikles årets NM Mangekamp (ungdom, junior og U23), og her er der seks danske deltagere til start:
NM Mangekamp – Huddinge (SWE) 11.-12. juni
Sandra Böll (Sparta) – syvkamp U23
Mathilde Diekema (1900) – syvkamp U23
Karoline Mangor (Sparta) – syvkamp U20
Anna Ø. Lange (Greve) -syvkamp U18
Laura Nørrung Poulsen (Sparta) – syvkamp U18
Mads Lund (Sparta) – tikamp U18