Fra Copenhagen Open i 2015. (Michael Hyllested)
Sidste stævne på det "gamle" stadion
10. juni 2016 · Jeppe Weinreich
1750 starter skal afvikles lørdag og søndag ved Copenhagen Open på Hvidovre Stadion, hvor Kristoffer Haris sæsonåbning på 100 og 200 meter bidrager til stor forhåndsinteresse. Umiddelbart efter stævnet går den planlagte stadionrenovering i gang.
Med 1750 starter til årets Copenhagen Open venter der en travl weekend på Hvidovre Stadion. Men det bliver også sidste gang i længere tid, at anlægget myldrer med atleter. Umiddelbart efter stævnet går den planlagte renovering nemlig i gang, som bl.a. medfører, at Hvidovre fremover vil råde over otte rundbaner (med samme hurtige belægning som den nuværende).
Den seneste vejrudsigt for lørdagen ser fin ud med solskin hele dagen. Her er stævnets forventede højdepunkt placeret, nemlig mændenes 100 meter, hvor arrangørklubbens Kristoffer Hari får sin længe ventede sæsonåbning på favoritdistancen. Med klubkammeraten Festus Asante – der for nylig imponerede med 10,52 sek. – med i feltet, bliver det sprint på højt niveau. Søndag er begge med igen på 200 meteren, hvor flere andre af landets hurtigste er med.
Trods den fine tilmelding med godt 650 atleter havde stævnechef Michael Bruun Jepsen håbet på vækst i forhold til fjor.
Live streaming
”Vi mangler et par af de store udenlandske klubber i forhold til sidste år, og der er fortsat for få deltagere fra Vestdanmark,” lyder det fra Bruun Jepsen, der efter planen i år kan byde på live-streaming direkte fra stævnet. Allerede i fjor var projektet i sin spæde start, men i år sker der med fem kameraer, hvoraf de to er mobile.
”Vi håber, at det er tilstrækkeligt, men det handler i høj grad også om at hente erfaring.”
Det er Tom Jensen fra klubben, som leder projektet, og der arbejdes også på at forbedre grafikken med bl.a. startlister m.v. Link til live-streamingen kan findes på stævnets hjemmeside.
Talenter jagter kvalifikationskrav
En stor del af de største hjemlige talenter er på plads ved stævnet, og flere af dem håber at kunne indfri kravene til U18-EM og U20-VM. Hos seniorerne er kasteøvelserne godt besat, og med Celina Julin (Sparta) til start i hammerkast er muligheden for en dansk rekord altid til stede. På mændenes 400 meter er der desuden sæsondebut til Nicklas Hyde (Sparta).
Copenhagen Open – Hvidovre d. 11.-12. juni 2016
Hjemmeside