Dybdal i front i semifinalen. (Barry Lawson)
Dybdal slutter som nr. 11
10. juni 2016 · Jeppe Weinreich
Jakob Dybdal Abrahamsen endte et pænt stykke nede i feltet, da der fredag nat blev løbet finale på 3000 meter forhindring ved NCAA-mesterskaberne.
To forhindringsløb inden for 48 timer var lidt for meget for Jakob Dybdal Abrahamsen, som fredag nat endte på en ærefuld 11. plads i NCAA-finalen i Eugene. 1900-løberens tid 8:48,40 min. var her et godt stykke fra de 8:34,11, som han imponerede med i semifinalen. Efterfølgende gav han udtryk for, at han døjede med smerter i akillessenerne, men at hans sæson langtfra er slut nu.
”Selvom det ikke var den afslutning, som jeg havde håbet på, er jeg ikke klar til at opgive målet om at klare OL-kravet (8:30,00, red.),” slår han fast på Facebook.
Det danske krav til EM lyder på 8:30,50 min., men eftersom Dybdal er U23-atlet og har klaret det internationale krav (8:37,50), kan han eventuelt komme med på et wildcard. Det vil ifølge udtagelseskriterierne blive overvejet, om han pr. 26. juni er blandt de 16 bedste på en ”renset” europarangliste. Her er han p.t. nr. 14, mens Ole Hesselbjerg er 9’er.
NCAA Championships 3. dag – Eugene 10. juni 2016
3000 meter forhindring – finale
1. Mason Ferlic, Michigan 8:27,16 min.
2. Frankline Tanui, Arkansas 8:30,67 min.
3. Edwin Kibichiy, Louisville 8:30,71 min.
11. Jakob D. Abrahamsen, Eastern Kentucky 8:48,86 min.
Resultater