Loading...

Efter bronze i 2014 og 2015 blev det til guld for Sandra Böll. (DECA Text&Bild)

NM Mangekamp (U23-U20-U18)

Flot dansk indsats giver guld, rekorder og EM-billetter

12. juni 2016 · Jeppe Weinreich

Weekendens NM Mangekamp i Huddinge gav med to førstepladser det bedste medaljeudbytte i adskillige år. Alle seks deltagere levede op til deres bedste – og lidt til. Det resulterede bl.a. i to ungdomsrekorder og to billetter til EM-U18.

Det danske medaljeudbytte ved det årlige NM Mangekamp har som regel været sparsomt. I fjor på Tårnby Stadion var der stor tilfredshed med en sølv- og en bronzemedalje. Weekendens mesterskab i svenske Huddinge var derfor ekstra glædeligt med guld til de to Sparta-atleter Sandra Böll (U23) og Mads Lund (U18). Men over hele linjen blev der leveret gode indsatser.

To titler
Efter en tvungen pause i vinter grundet en skulderskade er Sandra Böll for alvor tilbage. Med vinderscoren 5370 point rykker hun op som nr. 9 gennem tiderne - det blot andet nye navn i top-10 siden 2000. Der var tale om en solid serie med den personlige rekord i længdespring (5.76 meter) som det store lyspunkt. Inden den afsluttende 800 meter førte Böll med 89 point foran Frida Thorsås, og selvom den norske konkurrent var over fire sekunder hurtigere på de to omgange, sørgede Böll med weekendens anden PR 2:20,43 for, at sejren aldrig kom i fare.

Mathilde Diekema (1900) kom for anden gang i karrieren over 5000-grænsen med 5072 point, hvilket rakte til en 5. plads. Undervejs satte hun med 1.77 meter en flot PR (og dansk årsbedste) i højdespring.  

Mads Lund NM Mange
Mads Lund med karrierens foreløbige højdepunkt: Nordisk mester i U18. En klasse, hvor han også næste år vil være ung nok til at være med igen. (DECA)

Otte personlige rekorder
Med titlen i U18-klassen fik 16-årige Mads Lund selvsagt en fornem debut. De 6760 point i tikampen er ny årgangsrekord (DUR16) og blot 84 point fra den 35 år gamle U18-rekord. Men nok så vigtigt kom han klart over kravet til U18-EM i Georgien (14.-17. juli). Det spændende talent satte ikke færre end fire personlige rekorder på 1. dagen, bl.a. 15.20m i kugle (5kg) og 1.86m i højde - og fulgte søndag op med yderligere fire af slagsen, heriblandt 14,99 sek. på 110 meter hæk.

Lange NM
Anna Ø. Lange (th) på 100 meter hæk.

Scherwins gamle rekord slået
Ligesom Mads fik Anna Ø. Lange (Greve Atletik) sikret sig billet til Tbilisi, da hun på 6. pladsen scorede 5147 point – en forbedring af Christina Scherwins U18-rekord sat tilbage i 1993. Serien bød på tre personlige rekorder i 100m hæk, spyd og 800 meter samt hendes længste kuglestød udendørs (13.37m).

I U20-klassen gjorde Karoline Mangor det ligeledes flot med 4937 point (PR) på 4. pladsen, og Sparta-atleten ligner nu næste danske syvkæmper over de 5000 point. Debutanten Laura Nørrung Poulsen (Sparta) var i skrapt selskab i U18-klassen og sluttede som nr. 10.  

NM MangekampKaroline Mangor forbedrede sig med 5 cm i højdespring. Fra højre holdleder Katja Salivaara, Niels-Chr. Bendixen og træner Thomas Andersson. (DECA)

NM Mangekamp (U23-U20-U18) – Huddinge (SWE) 11.-12. juni 2016     
Kvinder
U23
1. Sandra Böll, Sparta 5370 point PR – dansk årsbedste
(14,89s - 1.74m - 11.72m - 25,64s / 5.76m(PR) - 33.53m - 2:20,43min (PR))
2. Frida Thorsås NOR 5337 point
5. Mathilde Diekema, DK-Aarhus 1900 5072 point
U20
1. Jessica Rautelin FIN 5361 point
4. Karoline Mangor, DK-Sparta 4937 point PR
U18
1. Erika Wärff SWE 5498 point
6. Anna Ø. Lange, DK-Greve Atl. 5147 point DANSK U-18 REKORD
10. Laura Nørrung Poulsen, DK-Sparta 4312 point PR

Mænd
U18
1. Mads Lund, DK-Sparta 6760 point - DUR16
Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund