Kristoffer Hari - her i lørdagens indledende heat. (NS Foto)
Fire nye årsbedste i Hvidovre
13. juni 2016 · Jeppe Weinreich
Vinden var ikke med Kristoffer Hari på 2. dagens 200 meter, hvor han vandt i 21,51 sek. Det var den til gengæld hos kvinderne med en stribe personlige rekorder til følge.
Efter lørdagens sensationelle 10,24 sek. (w) på 100 meter havde Kristoffer Hari skabt forhåndsinteresse om søndagens 200 meter. Desværre var vinden ikke med sprinterne, der oplevede en kraftig modvind i kurven, selvom vinden blev noteret til -0,1 m/s. Hari kunne dog med 21,51 sek. sejre sikkert og tage 1. pladsen på årets rangliste, selvom han ikke kom under kravet (21,35s) til U20-VM i denne omgang. - se hans 100 meter-løb HER
Copenhagen Open er for alle aldersklasser. Her er det finalen på 60 meter for de 8-9 årige drenge. (M. Hyllested)
Hos kvinderne faldt vinden anderledes fordelagtigt ud med +1,9 m/s, og det gav et nyt dansk årsbedste til vinderen Mathilde U. Kramer (AAIG), som med 24,66 sek. også fik forbedret sin personlige rekord. På 2. pladsen kunne Astrid Glenner-Frandsen (KIF) fuldende en fremgangsrig weekend med fine 24,91 sek. – efter PR på 100 meter lørdag (12,23 i 2,1 modvind). Med hhv. og 25,02 og 25,20 til Camilla R. Nissen (KIF) og 16-årige Mathilde Prietzel (AAM) blev der pyntet gevaldigt på årets rangliste, hvor de nævnte går ind som nr. 1, 3, 4 og 5.
Mikkel Garbrecht præsterede årets hidtil længste spydkast. (foto: Michael Hyllested)
Garbrecht 64.21 meter
Lørdag var det spydkaster Mikkel Garbrecht (AAIG), som med 64.21 meter – en PR-forbedring på knap to meter - bragte sig til tops på årets rangliste.
Gottlieb 2:09,52 min.
Et par unge talenter havde håbet at bruge Copenhagen Open til at klare diverse krav til internationale mesterskaber, men ingen af dem havde heldet med sig. Til gengæld viste Helene Holm Gottlieb (Holte), at det skrappe krav til U20-VM på 800 meter (2:07,60) måske er muligt. Uden hjælp fra nogen hare løb den 18-årige Holte-atlet søndag en personlig rekord hjem fra spids i tiden 2:09,52 min. – og fik samtidig trukket Louise Jørgensen (KIF) ned til en stor PR-forbedring 2:10,67 min.
Elastikspring indgik ikke som en disciplin, men var populær blandt de unge deltagere. (M. Hyllested)
Copenhagen Open – Hvidovre d. 11.-12. juni 2016
Alle resultater