NM-arrangører bestormet af masters-atleter
13. juni 2016 · Jeppe Weinreich
Med 524 tilmeldte til de kommende mesterskaber i Odense er målsætningen klart overgået. Det har dog givet de fynske arrangører nogle udfordringer, og tidsskemaet er følgelig blev kraftigt revideret.
Til at starte med havde de håbet på 300 atleter, og skulle tallet nå over de 400, ville succesen for alvor være i hus. Nu kan arrangørerne bag NM Masters (NMACS) så konstatere, at der står 525 navne på startlisterne.
”Det har klart overgået det forventede. Det må man sige. Der er kommet rigtig mange eftertilmeldinger i sidste øjeblik,” lyder det fra stævneleder Andreas Jeppesen, som på fredag lukker endegyldigt ned for tilmeldingen, selvom han ikke lægger skjul på, at de sene tilmeldinger har gavnet stævnebudgettet. Således har der siden d. 2. juni været et ekstragebyr på 100 euro - pr. disciplin.
Selvom det kun er positivt med den store interesse, har det også givet arrangørerne nogle store udfordringer.
Et større puslespil
”Vi har måttet lave hele tidskemaet om, og det har været noget af et puslespil. Heldigvis har vi for nylig fået etableret to ekstra kasteringe i kastegården, og det hjælper meget, da det specielt er kastedisciplinerne, som folk har tilmeldt sig.”
Hotelkapaciteten skulle ikke være noget problem, idet der ikke er nogen store sammenfaldende arrangementer i Odense i den periode (1.-3. juli), hvor konkurrencerne pågår. Den store rockfestival Tinderbox er således placeret weekenden inden.
De danske deltagere udgør med 176 den største andel, men Sverige og Finland er med hhv. 132 og 126 deltagere godt med. Herefter følger Norge med 85, mens syv islændinge også kommer til Odense.
Den lokale stjerne er 86
Den yngste aldersklasse er 35-39 år, og så fortsætter det ellers opad i intervaller med fem år. 90+ klassen har også et par deltagere med en årgang 1925 som alderspræsident. I aldersklassen lige under finder man den lokale stjerne (foto th), 86-årige Rosa Pedersen (OA/OGF), som er tilmeldt fire discipliner.
”Vores største udfordring lige nu er at finde nok officials,” lyder det fra Andreas Jeppesen, som hermed sender en opfordring til alle, der har lyst til at bruge en dag eller tre med at hjælpe til under konkurrencerne.
Skulle DU have lyst til at opleve NM på tæt hold som hjælper, så tøv ikke med at skrive til Buster Å. Nielsen (buster.aadahl@gmail.com) - eller ring for at høre nærmere på mobil 23 71 61 93.
Nordiske Masters Atletik Mesterskaber – Odense 1.-3. juli 2016
Hjemmeside