Anna Holm Baumeister efter løbet. (Instagram)
Anna Holm viser EM-form
17. juni 2016 · Jeppe Weinreich
Onsdag på Bornholm skar Anna Holm Baumeister med 16:10,19 min. otte sekunder af sin personlige rekord på 5000 meter. En tid, som ved Baneturneringen dagen efter blev overgået af Sylvia Kiberenge.
Anna Holm Baumeister er i sit livs form her godt to måneder før maratonløbet i Rio. Det viste den 28-årige VIKING-løber, da hun onsdag i Rønne blev bornholmsk mester på 5000 meter i 16:10,19 min. Med den stærke tid skar hun mere end otte sekunder af sin personlige rekord, og sendte dermed et fint formsignal inden EM i Amsterdam. Her stiller hun den 10. juli – på mesterskabernes sidste dag - op på halvmaraton sammen med den anden OL-udtagne maratonløber, Jess Draskau-Petersson (1900).
"Lige nu har jeg ikke noget i kalenderen inden EM, men måske bliver der en enkelt konkurrence. Men fokus er på træningen," understreger Baumeister, hvis tid lige akkurat ikke var nok til at placere hende blandt de ti hurtigste danske kvinder gennem tiderne. Anna Emilie Møller er her nr. 10 med de 16:07,43 min., som sikrede hende sølv ved sidste sommers EM-U20.
Sylvia Kiberenge på vej til ny personlig rekord. (Jesper Halvorsen)
Baneturneringen
Ved torsdagens 9. runde af Baneturneringen på Østerbro blev der dog løbet endnu stærkere. Det var kenyanske Sylvia Kiberenge (Køge), som med 16:03,95 min. stod for rundens klart bedste resultat.
Resultatlister
BM 5000 meter - Rønne 15. juni
Baneturneringen 9. runde - Østerbro 16. juni