Loading...

Nick R. Jensen i Sparta-trøjen tager 6. pladsen i Stockholm. Helt skjult Kristian U. Hansen på en 8. plads. (DECA Text&Bild)

Diamond League

Nick R. Jensen sætter sæsonbedste i Stockholm

17. juni 2016 · Jeppe Weinreich

Fem danske atleter deltog ved torsdagens Bauhaus Galan i Stockholm. Tre af dem satte sæsonbedste, bl.a. Nick R. Jensen med 1:48,60 min. på 800 meter.

Efter tre 800 meter-løb i træk på 1:51 viste Nick R. Jensen torsdag aften i Stockholm, at formen er til langt mere. I et fint besat B-heat satte Sparta-løberen på 6. pladsen således nyt sæsonbedste med 1:48,60 min. - bare 0,28s fra den personlige rekord. Dermed fik Jensen en fin generalprøve forud for lørdagens Copenhagen Athletics Games, hvor han er eneste dansker i A-heatet (Wilson Kipketer Tribute). Det var netop ved CAG i 2014, at han for første gang løb under 1:49,00. En grænse, han nu har været under syv gange i karrieren. Løbet i Stockholm blev vundet af Yacine Hathat (ALG) i 1:47,22 foran egypteren Mohamed Hamada (1:47,44). Begge løbere er med igen lørdag på Østerbro. Det danske EM-krav lyder på 1:47,20 min.

Ind på 8. pladsen i samme heat kom Kristian Uldbjerg Hansen (AAM), der med 1:49,59 min. blot var 0,02 sek. fra sin personlige rekord. Uldbjerg – som ikke er med ved CAG – løber både lørdag og søndag i Belgien.

Stangspringer Rasmus W. Jørgensen (Sparta) havde for første gang i karrieren fået start i Diamond Leauge, men med tre nedrivninger på åbningshøjden 5.35 meter blev det ikke nogen god debut.

Dansk dobbeltsejr
I forprogrammets længdespringskonkurrence sejrede Benjamin Gabrielsen (Sparta) med sæsonbedste 7.39 meter – 6 cm foran klubkammeraten Morten Jensen.


Bauhaus Galan (Diamond League) - Stockholm (SWE) d. 16. juni 2016
Stangspring
1. Renaud Lavillenie FRA 5.73 meter
-  Rasmus W. Jørgensen, DK-Sparta NM
800 meter B-heat
1. Yacine Hathat ALG 1:47,22 min.
6. Nick R. Jensen, DK-Sparta 1:48,60 min. SB
8. Kristian U. Hansen, DK-Aalborg AM 1:49,59 min. SB

Forprogram
Længdespring
1. Benjamin Gabrielsen, Sparta 7.39 meter SB
2. Morten Jensen, Sparta 7.33 meter
Samlet resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund