Andreas Martinsen vinder det indledende heat i 13,59 sek. (KG Image)
Flot og højt niveau på Østerbro - men ingen forløsning
18. juni 2016 · Jeppe Weinreich
De danske atleter markerede sig flot under lørdagens Copenhagen Athletics Games, og der var meget at glæde sig over, men ingen fik has på EM- eller OL-kravene.
Lidt medvind er godt, men ikke for meget af den. Det måtte flere sprintere erkende under lørdagens Copenhagen Athletics Games, som bød på en stribe flotte resultater, men desværre ingen forløsende EM-kvalifikationer. Andreas Martinsen (1900) gjorde, hvad han kunne med flotte 13,59 sek. i det indledende heat på 110 meter hæk, og 13,69 sek. i et knap så godt finaleheat et par timer senere. Men vinden var med hhv. 2,9 og 4,2 m/s over det tilladte, og følgelig bliver Aarhus Nordic Challenge på hjemmebanen formentlig sidste chance for at komme under EM-kravet på 13,70 sek.
Polakken Damian Czykier viste verdensklasse med (w)13,31 sek. (KG Image)
”Jeg havde håbet på at klare det i dag, og selvom det var hurtige tider, kan jeg ikke bruge det til noget,” lød det fra Martinsen, som fra start i finalen fik krampe i læggen og væltede en del hække undervejs til 3. pladsen. Polakken Damian Czykier fik her en slags gennembrud med imponerende 13,31 sek. – efter i det indledende heat at have sat PR med 13,53 sek. i godkendt vind.
2 x 10,39 sek.
Mændenes 100 meter bød også på flotte tider. 18-årige Simon Hansen (1900) vandt B-finalen i forbløffende 10,39 sek., men med en mere end god vind i ryggen (+3,5). I finalen var den med 2,3 m/s noget lavere, og her vandt Morten D. Madsen (Skive AM) i samme tid – med de to andre danskere Festus Asante (Hvidovre AM) og Frederik Schou-Nielsen (Sparta) lige efter med 10,45 og 10.46 sek. Højt dansk niveau.
Fra 100 meter finalen. Festus Asante yderst th. (KG Image)
”Jeg var udmærket klar over, at jeg ville blive presset af dem. Men det er rart at komme ned omkring EM-kravet. Det er noget andet, end det jeg viste tidligere på sæsonen. Jeg håber, at det bliver godt på lørdag,” lød det fra Madsen med henvisning til næste lørdags start i Aarhus, som bliver sidste chance for at klemme sig under EM-kravet på 10,36 sek.
Trajkovski gentager sejr
Andreas Trajkovski (Sparta) sluttede som nr. 6 i 100 meter finalen, mens han var midt i længdespringsfinalen. Her gik det rigtig godt med sejr for andet år i træk – og i nyt dansk årsbedste 7.79 meter.
”Jeg kom hjem fra USA i onsdags og havde ikke regnet med, at det ville gå så godt. Havde egentlig bare et stabilt niveau som mål,” lød det fra Trajkovski, der springer igen i Aarhus på lørdag, om det ikke lykkes hans manager Wilson Kipketer at få ham ind i IAAF-stævnet i Madrid samme dag.
På 2. pladsen forbedrede den 20-årige nordmand Ingar Kiplesund sig til 7.74 meter, mens Morten Jensen (Sparta) med 7.70 meter på 3. pladsen sprang sit bedste i tre år.
Andreas Trajkovski - vinder af CAG for andet år i træk. (KG Image)
Hos kvinderne satte vinderen Nadja Akpana norsk U23-rekord med 6.53 meter, mens Martha Traoré (Sparta) efter en række beskedne præstationer igen viste niveau med dansk årsbedste 6.18 meter. Mest iøjnefaldende var dog 18-årige Emma Beiter Bomme (Sparta), som med 6.13 meter i sidste forsøg lagde over 30 cm til sit hidtil bedste!
Sæsonbedste til Hartling
Endnu et dansk årsbedste stod Nicolai Hartling (Sparta) for, da han med 50,91 sek. på 400 meter hæk for første i år kom under de 51 sekunder. Det rakte kun til en 6. plads i en finale med meget flot niveau. Således var de første tre under 50 sekunder med Uruguays Andrés Silva som vinder i 49,81 sek.
Hartling i kamp med sloveneren Martin Kucera.
”Formen er der. Det kunne man se i dag, men Hartlig havde en dårlig rytme undervejs. Det var svære forhold for ham. Forhåbentlig får han et godt løb på lørdag,” lød det fra træner Michael Jørgensen med henvisning til Aarhus Nordic, som også for Hartling bliver knald eller fald.
Stabilt niveau af Troest
Med fraværet af Sara Slott Petersen var der ikke gjort så meget ud af kvindernes lange hæk, som blev vundet af Emilia Ankiewicz i 56,72 sek. – 0,21 sek. foran Stina Troest (Amager AC). Dermed fik polakken revanche for nederlaget til danskeren sidste weekend i Geneve.
”Jeg jagter jo ikke noget krav, så derfor tog jeg bare løbet som en gang træning. Jeg ligger i hård træning, så når det bliver lettere, er jeg sikker på, at jeg rammer en hurtig tid,” lød det fra EM- og OL-udtagne Troest, som har udvist stor stabilitet med alle sæsonens seks løb liggende inden for 0,52 sek. Det er usikkert om hun løber mod Sara Slott Petersen på lørdag, da hun med henblik på OL i Rio skal vaccineres.
Om hendes kæreste Rasmus W. Jørgensen (Sparta) kommer med til Rio, svæver endnu i det uvisse. Stangspringeren klarede på flot vis 5.45 meter, men havde ikke held med 5.55 meter. Det rakte til en 2. plads efter nordmanden Eirik Dolve, som klarede samme højde.
Historisk hurtigt forhindringsløb
Et af stævnets højdepunkter blev ikke uventet mændenes 3000 meter forhindring - desværre uden danskere i hovedrollerne. Ole Hesselbjerg (Sparta) lagde friskt ud og løb sin OL-chance, men et hårdt udlæg kostede for mange kræfter og han endte nede på en 8. plads i 8:41,51 min. Jakob D. Abrahamsen (1900) virkede tung og måtte udgå efter 1500 meter. Bagefter forlød det, at han var blevet syg. Hans klubkammerat, den herboende englænder Tom Wade, gjorde det til gengæld flot med en 5. plads i PR 8:37,80 min. Helt fremme vandt den totalt ukendte etiopier Tesfaye Sima i 8:22,81 min., hvilket ikke bare var ny stadionrekord, men også den hurtigste tid på dansk grund nogensinde (tidl. Colin Reitz GBR 8:23,99 Aarhus 1987).
”Jeg tog chancen i dag, men de første 600 meter gik for hurtigt, og herefter kom jeg til at ligge i et hul,” lød det fra Hesselbjerg, for hvem dagens start rummede et dilemma. ”Jeg har ikke rigtig trappet ned og træner fortsat frem mod EM. Så må vi se om jeg bliver udtaget,” siger han med henvisning til, at han formelt ikke har klaret EM-kravet.
Den senere vinder, Tesfaye Sima (i hvidt), passerer vandgraven som nr. 2.
Trup til U18-EM kom op på 11
To klarede dog EM-kravet, men til mesterskabet i U18-klassen. Det var først Tobias G. Larsen med flotte 10,86 sek. på 100 meter. Det 16-årige stortalent fra Holte Atletik fulgte op med blændende 10,63 sek. (+3,5). Senere kunne William Devantier (Sparta) gøre ham selskab med 1:53,72 min. i B-heatet på 800 meter. Dermed er 11 nu kvalificeret til mesterskaberne i Georgien. Den allerede kvalificerede Anna Mark Helwigh (Sparta) imponerede igen med ny PR på 1500 meteren 4:26,06 min., hvilket rakte til en 2. plads.
Andre steder
- Mændenes 400 meter var yderst flot med de første fire inden for 45,67 og 46,02 sekunder – alle i sæsonbedste. Benjamin Lobo Vedel (AAM) måtte her nøjes med en 6. plads i 47,17 sek.
- Nr. 1 og 2 på ”Wilson Kipketer Tribute 800m” var identisk med B-heatet i Stockholm torsdag: Hathat (ALG) og Hamada (EGY) med hhv. 1:47,62 og 1:47,91 min. Nick R. Jensen ramte dog her ikke samme niveau og sluttede langt nede i feltet.
Copenhagen Athletics Games – 18. juni 2016
Resultater