Kristoffer Hari - her ved sidste weekends Copenhagen Open. (M. Hyllested)
Hari løber hurtigt i Sverige: 10,34 (w)
20. juni 2016 · Jeppe Weinreich
Kristoffer Hari løb søndag i Skara sæsonens tredje 100 meter, og igen var han under sin PR i for megen medvind.
Efter en række forbløffende hurtige 100-meter-tider på Østerbro var det søndag i Skara Kristoffer Haris tur. Og igen gik det stærkt, men også her var vinden med +2,3 m/s for kraftig til at Haris 10,34 sek. kunne anerkendes som ny U20-rekord. Da vinden ikke lagde sig op til finalen, valgte træner Stefan Hari at trække ham fra finalen.
”Vi kunne ikke bruge tiden til noget, og Kristoffer var også stresset pga. sidste eksamen,” fortæller Stefan Hari.
I dag mandag bestod Kristoffer så sin sidste eksamen - med topkarakter. Næste weekend går turen til Mannheim, hvor han kun løber 200 meter. Her mangler han fortsat at klare kravet til U20-VM (21,35s).
På det store King Baudouin Stadion i Bruxelles viste Andreas Bueno (1900) søndag atter et højt stabilniveau, da han blev nr. 2 på 1500 meteren i 3:40,52 min. – bare 0,12s fra sejren.
Heller ikke Thijs Nijhuis (Viborg AM) kom tættere en EM-kvalifikation, da han i Lissabon samme aften blev nr. 3 i et lidt tyndt 5000-meter-felt med tiden 14:11,12 min.
Resultater fra d. 19. juni 2016
Snabba Klipp – Skara (SWE)
100 meter indl.
Heat 2 +2,3
1.Kristoffer Hari, Hvidovre AM 10,34 sek.
Resultater
Brussels Grand Prix (BEL)
1500 meter
1. Rabii Doukkana MAR 3:40,40 min.
2. Andreas Bueno, DK-1900 3:40,52 min.
Resultater
Meeting Internacional de Santo António de Lisboa (POR)
5000 meter
1. Matthew Kiptanui KEN 13:33,13 min.
3. Thijs Nijhuis, DK-Viborg AM 14:11,12 min.
Resultater