Alessandro Rambaldini krydser målstregen som verdensmester. (LOC)
Simon Grimstrup bedste dansker ved VM i Bjergløb
21. juni 2016 · Jeppe Weinreich
Med tre placeringer i top-40 gjorde de danske herrer en fin figur ved VM i Bjergløb, som blev afviklet lørdag i Slovenien.
Danmark deltog i september sidste år for første gang officielt i VM Bjergløb. Mesterskaberne har også en nyere udgave på en 42 km lang distance, som i år blev skudt i gang for 13. gang. Det foregik lørdag i Slovenien med syv danskere til start – fem af dem på herresiden. Her skilte en stærk trio sig ud bestående af Simon Grimstrup, Christian Nørfelt og den danske mester i trail, Jesper Noer. Sidstnævnte fulgtes med Grimstrup de første 27 km, men faldt herefter lidt tilbage i feltet. Grimstrup krydsede målstregen som første dansker i 4:17,38 – godt en halv time efter den italienske vinder Rambaldini, mens Christian Nørfelt fulgte efter 2½ minut senere – og Noer yderligere fire minutter efter. Med pladserne 28, 30 og 38 sørgede den danske trio for en flot 10. plads efter en række etablerede nationer.
Det danske hold til VM (syv deltagere og to officials). (foto: "Exploring the Limits")
”Vi er meget tilfredse med indsatsen. Det var absolut en godkendt præstation med 10. pladsen,” lyder det fra den løbende holdleder Søren Rasmussen, der selv sluttede noget længere nede i feltet på en 66. plads.
Andreas Carlsen døjede på forhånd med sygdom og måtte udgå undervejs. Også den dygtige maratonløber Luise Sønder havde det svært på den yderst krævende rute og udgik efter at have besteget det første bjerg. Eneste danske kvinde i mål var Laura Hulgaard på en 39. plads.
EM Bjergløb den 2. juli
Næste udfordring for de danske ultraløbere bliver EM Bjergløb i Arco (ITA) den 2. juli, hvor Danmark stiller med Steffen Falch Larsen (Blovstrød) og den i de schweiziske alper bosatte Katrine Villumsen (Sparta).
VM Bjergløb på den originale distance finder sted i Bulgarien d. 11. september. Her er der endnu ikke udtaget et dansk hold.
13th WMRA World Long Distance Mountain Running 2016
Mænd
1. A. Rambaldini ITA 3:44,52 timer
2. Marco de Gasperi ITA 3:46,12
3. Mitja Kosovelj SLO 3:46,33
28. Simon Grimstrup DEN 4:17,38
30. Christian Nørfelt DEN 4:20,08
38. Jesper Noer DEN 4:24,28
66. Søren Rasmussen DEN 5:41,47
- Andreas Carlsen udgik
(74 til start – 69 gennemførte)
Hold
1. Italien
2. Storbritannien
3. Tyskland
10. Danmark
Kvinder
1. Annie Conway GBR 4:29,01 timer
2. Antonella Confortola ITA 4:29,58
3. Lucija Krkoc SLO 4:30,43
39. Laura Hulgaard DEN 5:51,59
- Luise Sønder DEN udgik
(50 til start – 46 gennemførte)
Resultatliste