Hanna Titimets - her ved Bislett Games i 2014. (DECA Text&Bild)
EM-sølvvinder skal give Sara kamp til stregen
22. juni 2016 · Jeppe Weinreich
Den ukrainske verdensklasseløber Hanna Titimets har meldt sin ankomst til lørdagens Aarhus Nordic Challenge. Dermed er der lagt op til et brag en duel på kvindernes 400 meter hæk.
Det er ikke nogen nem sag at finde kvalificeret modstand til Sara Slott Petersen. Det har stævnechef bag Aarhus Nordic Challenge, Mikkel Larsen, måttet sande. Men bare tre dage før startskuddet er det lykkedes at indgå en aftale med et ægte topnavn, EM-sølvvinderen Hanna Titimets fra Ukraine. Dermed skal Sara Slott Petersen finde sit allerbedste frem, om hun skal gentage sin sejr på 400 meter hæk fra i fjor.
Generalprøve
"Sara og Titimets er blandt de formentlig tre-fire navne, som to uger efter kæmper om EM-guldet. Det bliver ikke meget større," lyder det fra Mikkel Larsen.
Den 27-årige Titimets kom ind på 4. pladsen ved VM i 2013, og ved EM i Zürich året efter opnåede hun karrierens foreløbige højdepunkt med en sølvmedalje. Ved den lejlighed satte hun sin gældende personlige rekord med 54,56 sek. At hendes aktuelle form er god, blev understreget søndag, hvor hun i Lutsk vandt det ukrainske mesterskab i tiden 55,00 sek. Det placerer hende som nr. 3 på den aktuelle europarangliste – én plads foran Sara Slott Petersen. Det ligner altså på papiret et helt åbent opgør, og stadionrekorden, som Sara satte i fjor med 55,73 sek., kunne meget vel komme i fare. Startskuddet lyder kl. 15.30.
Hartling bliver matchet stærkt
Mændenes 400 meter hæk tegner også til at blive et flot løb. Her gør Nicolai Hartling (Sparta) et sidste forsøg på at klare EM-kravet (50,50s), og han kommer ikke til at savne modstand. Philippineren Eric Cray, der i maj satte nationsrekord med 49,07 sek., er kun én blandt mange stærke løbere. Christian Amaechi Morton fra Nigeria er en anden. Han var ved CAG på Østerbro sidste lørdag med 49,86 sek. blot 0,05s fra sejren.
Tre 1900-profiler jagter EM-kravet
Ellers er programmet i Aarhus bygget op omkring tre Aarhus 1900-atleter, som alle satser på at få booket billetten til EM. Om vinden ikke driller, ligner Andreas Martinsen på 110 meter hæk det bedste bud, mens Andreas Bueno på 1500 meter (krav: 3:39,40) og Janick Klausen i højdespring (krav 2.26) er de to andre.
9,95 sek. på 100 meter
På 100 meteren hedder kravet for den danske mester Morten D. Madsen (Skive AM) 10,36 sekunder. Han bliver ligeledes matchet stærkt af bl.a. Kemar Hyman fra Cayman Islands, som tidligere på året løb 10,13 sek. og har en PR så god som 9,95 sek. fra Madrid 2012.
Mens topøvelserne er lagt i tidsummet kl. 13.30-16.00, har længdespringer Andreas Trajkovski (Sparta) allerede kl. 12 en sidste chance for at klare EM-kravet på 7.95 meter – om han ikke allerede har klaret det ved IAAF-stævnet i Madrid torsdag aften.
Aarhus Nordic Challenge (EAP-Meeting) - lørdag d. 25. juni
Startliste
Hjemmeside