Loading...

Foto: DECA Text&Bild

Folksam Grand Prix

Thijs sejrer i Sollentuna

28. juni 2016 · Jeppe Weinreich

For fjerde gang i fem løb var Thijs Nijhuis under de 14 minutter på 5000 meteren, da han tirsdag aften vandt det svenske Folksam Grand Prix.

Thijs Nijhuis (Viborg AM) bekræftede tirsdag aften i Sollentuna igen, at formen er i top med en sejr på 5000 meter i 13:55,15 min. Som det har været tilfældet i hans to seneste løb, var feltet i Sverige heller ikke stærkt nok til en forbedring af den personlige rekord, han satte i Belgien d. 28. maj med 13:44,99 min.

I kvindernes B-heat på 800 meter tog Dagmar F. Olsen 2. pladsen med 2:10,21 min. – Sparta-løberens hurtigste tid siden 2013. Lige bagefter på 3. pladsen var den (U18) EM-kvalificerede Nathalie Richer (AAM) med 2:11,20 bare 0,65s fra den personlige rekord. Længdespringer Martha Traoré (Sparta) leverede en stabil serie med fire spring over seks meter – med 6.13 meter som det længste. Det rakte til en 3. plads.

Sollentuna 800 meter DECA
Dagmar F. Olsen (tv) og Nathalie Richter i midten. (DECA)

Stævnet blev afviklet i flot vejr – sol og 20 grader – med en række gode resultater til følge. På mændenes 1500 meter forbløffede de to svenskere Johan Rogestedt og Jonas Leanderson med hhv. 3:36,58 og 3:36,92 min. Ved Bislett Games tidligere på året blev begge løbere interessant nok besejret af Andreas Bueno, mens Leanderson dog vandt sikkert ved Aarhus Nordic Challenge forleden.

Eurosport sender fra Paavo Nurmi Games
I morgen onsdag stiller Sara Slott Petersen og Andreas Martinsen til start ved Paavo Nurmi Games i Åbo, hvor der forventes 12.000 tilskuere. Det bliver de to 1900-atleters sidste start før EM. Herefter flyver de direkte til pre-campen i hollandske Vught, hvor de fleste fra den danske trup ankommer onsdag.

Der er også dansk deltagelse på 3000 meter forhindring. Her gør Anna Emilie Møller (Blovstrød) sin tredje start på distancen denne sæson, og med danske rekorder i de første to, tegner det interessant. I hendes første løb var feltet alt for stort, i det andet måtte hun løbe alene i front. Feltet i Finland ser anderledes godt ud – i hvert fald på papiret. Eurosport Danmark sender direkte fra kl. 18-21, mens Eurosport1 har et længere sammendrag fra kl. 21.30.

Folksam Grand Prix – Sollentuna 28. juni 2016
5000 meter M
1. Thijs Nijhuis, Viborg AM 13:55,15 min.
9. Jeppe Harboe, Sparta 14:31,09 min.
800 meter K B-heat
2. Dagmar F. Olsen, Sparta 2:10,21 min. SB
3. Nathalie Richter, Aalborg AM 2:11,20
Længdespring K
1. Khaddi Sagnia SWE 6.58 meter
3. Martha Traoré, DK-Sparta 6.13 meter
Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund