Andreas Bube - der først løber torsdag formiddag - bar den danske fane ved tirsdagens åbningsceremoni inde i det centrale Amsterdam. (Lone Dybdal)
En velforberedt trup er klar til at åbne EM-kampen
05. juli 2016 · Jeppe Weinreich
Fire atleter kommer i aktion onsdag eftermiddag på det olympiske stadion i Amsterdam.
Kl. 17.11 Nicolai Hartling
400 meter hæk M indl. heat 2 (i alt 4 heat, nr. 1 og 2 fra hvert heat videre til semifinale + 4 bedste tider)
Når Nicolai Hartling onsdag eftermiddag indleder den danske indsats ved EM i Amsterdam, møder han i heat 2 (kl. 17.11) ingen af Europas allerhurtigste. Dét skyldes et nyt forsøg, hvor de 12 topseedede løbere får lov at stå over den indledende runde. Af de 27 resterende løbere skal der skilles 15 fra, inden de 12 bedste af dem bliver matchet med de seedede løbere i tre semifinaler med i alt 24 atleter.
Nicolai Hartling under tirsdagens træning. (DECA Text&Bild)
Den danske rekordholder har fået bane 3 i heat 2, hvor kun to modstandere har løbet hurtigere end Hartlings rekord fra i fjor på 50,02 sek. De to bedste fra hvert af de fire heat går direkte til semifinalen.
Heatets på papiret bedste, tyskeren Tobias Giehl, slog klart Hartling, da de to mødtes i München tidligt på sæsonen, men efter en beskeden sæsonstart peger Hartlings formkurve nu i den rigtige retning. Ved de to seneste starter i hhv. København og Aarhus kunne han således skære et lille halvt sekund af sit sæsonbedste, der nu lyder 50,51 sek.
Direktør i DAF, Jakob Larsen, og formand Karsten Munkvad deltog i holdmødet tirsdag.
17.50 Rasmus W. Jørgensen
Stangspring kval. gruppe A (i alt 24 deltagere, de 12 bedste til finale)
Med 5.60 meter som sæsonbedste er Rasmus W. Jørgensen blot seedet som nr. 20-21 ud af i alt 28 stangspringere. Den statistik kan dog ikke bruges til så meget, når det først går i gang.
”Jeg forventer, at jeg kan springe op til mit bedste og forsøge at forbedre min seedning så meget, at jeg går videre i en finale. Jeg har været med til så mange mesterskaber nu, at det ikke længere er nok blot at være med,” lyder det fra den rutinerede, men stadig kun 27-årige Sparta-atlet, som ved netop det udendørs EM altid har gjort det godt.
I debuten i Barcelona i 2010 satte han personlig rekord med 5.50 meter, og da han to år senere i Helsingfors – under svære vejrforhold - klarede samme højde, rakte det nu til en finaleplads, hvor han blev en flot nr. 7. Hele 2014-sæsonen var han ude af spillet, men på glædelig vis har han i år vist sit bedste niveau siden 2013, hvor han sprang 5.65 meter.
”Pre-campen gik rigtig godt, og jeg er i topform. Jeg kunne ikke have haft en mere optimal forberedelse,” slår han fast.
17.55 Ole Hesselbjerg (heat 1) & 18.08 Jakob Dybdal Abrahamsen (heat 2)
3000 meter forhindring indl. (2 heat med 14 deltagere i hvert. Nr. 1-5 videre + 5 bedste tider)
Efter 22 års pause er der igen dansk deltagelse på mændenes 3000 meter forhindring ved et stort mesterskab – og endda med to deltagere. Det er ikke sket før. Ole Hesselbjerg løber i det første heat, hvor han har den femtebedste tid i år blandt de 14 løbere. Netop de fem første i hvert heat går direkte videre til finalen, og skulle Sparta-løberen nå så langt, vil det være den første danske finaleplads i øvelsen siden EM i 1946! Det bliver dog ikke let i et heat, hvor flere af modstanderne må formodes at være bedre end den sæsonbedste tid, som de er tilmeldt med. Med i heatet er den kontroversielle franskmand, Mahiedine Mekhissa-Benabbad, som vandt guld i 2010 og 2012 – og mistede den i 2014, da han blev diskvalificeret for at have taget sin trøje af, umiddelbart inden han løb i mål som vinder.
Den anden danske debutant, 21-årige Jakob D. Abrahamsen, løber i andet heat, hvor han er seedet som nr. 8.
EM Amsterdam 6.-10. juli 2016
Startlister & resultater 1. dag