Loading...

Finalen sikret. Smil hos Ole Hesselbjerg og træner Heidi Jensen. (Lone Dybdal)

EM Amsterdam - optakt 3. dag

Hesselbjergs store dag

07. juli 2016 · Jeppe Weinreich

Fredag åbner hækkeløberne Andreas Martinsen og Stina Troest deres EM-indsats, inden aftenprogrammet – set med danske øjne – topper, når Andreas Bube og Ole Hesselbjerg kommer på banen.

AMSTERDAM - Ole Hesselbjerg gjorde onsdag Alf Olesen (1921-2007) kunststykket efter og løb sig i EM-finalen på 3000 meter forhindring. Dengang i 1946 kunne KIF-løberen blive nr. 4 i 9:18,8 min. Nu skriver vi 2016, og det bliver med sikkerhed en anden affære.  

”Det bliver umiddelbart et anderledes løb end det indledende heat. Det vigtigste er at passe på, at feltet ikke ’knækker’, således at der opstår et hul til de forreste,” lyder det fra træner Heidi K. Jensen, der i sin tid selv deltog ved EM i 2002 på 800 meter.

”Målet må være, at Ole er med så langt fremme, at der er placeringer at kæmpe for. Top-8 kunne være en realistisk målsætning.”

Hesselbjerg får i finalen nordisk selskab af svenskeren Emil Blomberg, som lige akkurat klemte sig med på bedste tid, mens franske Mahiedine Mekhissi Benabbad er favorit til et vinde sit tredje europamesterskab – fjerde på stribe, om det ikke havde været for den famøse diskvalifikation sidste gang.

Fredagens program
Inden Ole Hesselbjergs store finale kl. 21.25 kommer tre andre danskere i aktion:

12.55 Andreas Martinsen
110 meter hæk indl. heat 1 (1-3 videre fra de 3 heat + 4 hurtigste tider)

Med 31 deltagere på mændenes 110 meter hæk ville 16 af dem normalt gå videre til semifinalen, men grundet den nye regel om, at de topseedede – 11 i alt- står over den første runde, bliver der tre semifinaler med 24 hækkeløbere. Syv skal altså blot skilles fra i det indledende heat, og dermed er vejen til en semifinale gjort mindre svær for Andreas Martinsen. Selvom den danske rekordholder er i topform, har optakten til EM ikke været den bedste. Således er 1900-løberen i de to seneste starter udgået efter at være kommet for tæt på en hæk.

14.31 Stina Troest
400 meter hæk indl. heat 3 (1-2 i hvert heat + 6 bedste tider)

Stina Troest EM-debuterede i Zürich for to år siden med en plads i semifinalen, og det burde bestemt være muligt at gøre det samme i Amsterdam. Selvom Troest denne sæson har ligget et lille sekund fra sin personlige rekord, er der kun én i heat 3, som i år har løbet stærkere end hende. Og de to bedste går direkte videre. Troest har trukket bane 6, mens hendes rival fra flere store finaler i ungdomsregi, franske Aurelie Chaboudez er placeret på bane 2.

18.43 Andreas Bube
800 meter semifinale (1-3 i hvert af de to semifinaler + 2 bedste tider videre)

Efter onsdagens overlegne løb bliver det alvor for Andreas Bube, som synes at have toppet formen perfekt ved dette EM – akkurat som det var tilfældet i Zürich for to år siden. Dengang ankom han med beskedne 1:46,23 min. og skar i tre løb over ét sekund af dén tid for at slutte som nr. 4. Med 1:46,21 min. er Bagsværd-løberens sæsonbedste stort set det samme. Bube undgår igen træningsmakkeren Adam Kszczot, der løber i det første heat sammen med en anden favorit, franske Bosse. Til gengæld er VM-bronzevinderen, bosniske Amiel Tuka med i Bubes heat. Bliver der løbet stærkt i dette heat, kan selv en 5. plads i sidste ende give en plads i finalen.  

21.25 Ole Hesselbjerg
3000 meter forhindring finale

EM Amsterdam – 6.-10. juli
Startlister og resultater 3. dag

© Copyright Dansk Atletik Forbund