Sara Slott Petersen foran stadion fredag, hvor hun var inde for at følge de indledende heat på 400 meter hæk. (Lone Dybdal)
Sara øjner sin første EM-finale
08. juli 2016 · Jeppe Weinreich
Lørdag kl. 20.28 gør Sara Slott Petersen sin entre ved dette EM. Udfaldet har været vidt forskelligt ved hendes foregående tre EM – og det skulle det også gerne blive denne gang. Med nyligt afbud fra verdensmesteren Hejnová er forhåbningerne om en dansk medalje steget.
I debuten i Barcelona 2010 blev hun slået ud i det indledende heat, og to år efter klarede hun en semifinaleplads. Efter at være blevet mor vendte hun tilbage i Zürich i 2014. Her lå det i luften, at denne gang skulle det være, men en fatal tyvstart ødelagde den drøm. Lørdag skulle det gerne blive et helt andet scenarie.
20.28 Sara Slott Petersen
400 meter hæk – semifinale heat 2 (1-2 fra hvert af de tre heat videre + 2 bedste tider)
På papiret er den tætteste konkurrent i heatet ukraineren Viktoriya Tkachuk, som Sara har mødt én gang før: i det indledende heat ved sidste års VM, hvor Sara vandt og Tkachuk røg ud. På yderbanen finder man danskfødte Amalie Hammild Iuel, som først sidste sommer fik sin startret for Norge på plads. Sara har mødt stærkere løbere i sæsonens hidtil tre starter, hvor hun fortsat er ubesejret.
”Lørdagens løb burde ikke være noget problem, og så må vi se med søndag. På nuværende tidspunkt har hun ikke trænet helt så meget og er ikke vant til at give den maksimalt pres to dage i træk, så det bliver interessant at se, hvordan hun har det søndag, når hun forhåbentlig skal være med i en finale,” siger træner Mikkel Larsen til JP.
Verdensmesteren er IKKE med
Det store spørgsmål op til dette EM var, hvor den tjekkiske verdensmester Zuzana Hejnová stod rent formmæssigt. Kun én beskeden start er det blevet til i år. Hun stod til at skulle løbe EM, men den 30. juni meddelte hun på sin blog, at hun trækker sig fra EM i et forsøg på at blive klar til OL. Problemer med akillessenerne har været problemet.
Både før og efter Sara skal to danske hækkeløbere i aktion:
19.31 Andreas Martinsen
110 meter hæk – semifinale heat 3 (1-2 videre fra de 3 semifinaler + 2 bedste tider)
Dmitri Bascou løb også semifinale mod Martinsen ved VM-inde, hvor den stærke franskmand vandt bronze. Lawrence Clarke har Martinsen mødt adskillige gange, senest i Geneve i juni, hvor briten var hurtigst. Clarke nåede ligesom Bascou EM-finalen i 2014, men gjorde det på yderste mandat. 13,47 sek. var tiden, som dengang gav den sidste finaleplads, og det er netop den tid, som er OL-kravet for Martinsen, som af de tilbageværende 24 er seedet som nr. 20 (ud fra sæsonbedste).
”Nu skal jeg bare gå ud og gøre mit bedste og nyde at være i en EM-semifinale. Men det er da klart, at hvis jeg rammer den, så bliver det rigtig godt. Og så kan jeg også klare kravet,” lød det optimistisk fra Martinsen efter det indledende heat.
20.36 Stina Troest
400 meter hæk – semifinale heat 3
Troest står efter EM 2014 og VM 2015 nu i sin tredje semifinale i træk. Hendes indledende løb var overbevisende, og blandt de 24 semifinalister har hun den 14. bedste tid i år. Ser man på de personlige rekorder, overgås hun faktisk kun af ni løbere. I Zürich 2014 gik den sidste finaleplads i 55,98 sek. – 0,42 sek. langsommere end Troests U23-rekord. Ulempen for hende er, at hun er placeret på yderbanen og formentlig først vil øjne nogle af modstanderne ved 150-200 meter.
Startlister / resultater til hele 4. dagen