Karsten Munkvad og Jakob Larsen i Amsterdam. Lone Dybdals foto er taget før guldmedaljen var i hus. Smilene var søndag endnu større.
DAF-formand: Et fantastisk EM
11. juli 2016 · Jeppe Weinreich
Sara Slotts historiske triumf har givet genlyd i den dansk sportsverden, og reaktionerne, ikke mindst på de sociale medier, har været mange. Både formand Karsten Munkvad og direktør Jakob Larsen hæfter sig ved den lange vej, som nu har ført Sara til tops – og ikke mindst dem, der står bag hende i det daglige.
Godt 18 timer efter at Sara Slott Petersen kunne lade sig kåre som Europas bedste, blev hun og træner Mikkel Larsen på behørig vis modtaget i Aarhus 1900’s klubhus mandag kl. 12. Karsten Munkvad var med samme fly som de to til Billund, og formanden for DAF er selvsagt fuld af lovord, ikke bare over Saras triumf, men også den generelt gode danske indsats på Amsterdams olympiske stadion.
”Det var på mange måder et fantastisk EM. Et meget velfortjent europamesterskab til Sara Slott. Det tager mange år og kræver stor tålmodighed at komme til tops i international atletik. Det kræver et set-up med rigtig mange personer med mange forskellige roller. Alle med en væsentlig betydning for det endelige resultat. Naturligvis er det først og fremmest guldmedaljen dette EM vil blive husket for - men vores aktive har samlet leveret rigtig flotte resultater. Resultater der lover godt for fremtiden i dansk atletik,” skriver han på Facebook, hvor han på forbundets vegne samtidig takker alle, der har bidraget.
Bedste EM siden 2002 - eller 1969?
Den seneste EM-guldmedalje blev vundet af Wilson Kipketer i München 2002, hvor også Joachim B. Olsen kom på skamlen (sølv). Disse to præstationer var dog de eneste top-8 placeringer dengang. Her bød Amsterdam på tre af slagsen, hvilket man skal tilbage til Athen 1969 for at overgå.
Ole Hesselbjerg sørgede for en historisk finaleplads i forhindringsløbet. (Lone Dybdal)
Den slags tørre sammenstillinger var dog ikke noget, som direktør Jakob Larsen begav sig af med, da guldmedaljen var blevet en realitet:
”De færreste, heller ikke jeg, gør sig begreb om, hvad der er gået forud for den fantastiske præstation. Men alle skal vi huske, at Sara - udover at være en af verdens bedste idrætsudøvere - er et eksempel på det, som foregår udenfor rampelyset dagligt. Atleter og trænere i foreninger rundt om i Danmark investerer sig selv og deres familier i jagten på deres drøm uden, at der automatisk ruller millioner ind på kontoen. Tværtimod. Kun de færreste når deres drømmes ultimative mål. Men rejsen! Rejsen er vigtig - i hvert fald for mig. Der er ikke mange, som når frem, men det kan faktisk lade sig gøre - også i Danmark,” skriver han på Facebook.
Tilbage til de tørre facts:
Af 50 deltagende nationer ved EM i Amsterdam fik 32 af dem mindst én atlet op på præmieskamlen i løbet af de fem konkurrencedage. Helt op på toppen formåede kun 19 lande at komme, heraf Danmark, som i dén statistik – som vægter guld over alt andet - slutter på en delt 17. plads med Letland og Ukraine.
Målt på den måde slutter vi foran Sverige, som havde et rigtig godt EM med fire medaljer – to sølv og to bronze. En mere fair måde at måle på, er at se på top-8 placeringer, og her slutter Danmark lige akkurat i den bedste halvdel på en 25. plads med 14 point, takket være de to finalepladser på kvindernes 400 meter hæk og en 5. plads i mændenes halvmaraton. Svensk atletik fik ti atleter med i top-8, hvilket placerer dem lige foran Norge og klart foran Finland.
Top-8 point ved de seneste EM
Amsterdam 2016: 14 point (1. Sara Slott – 5. Abdi Ulad – 7. Stina Troest)
Zürich 2014: 6 point (4. Andreas Bube & 8. Jess Draskau-Petersson)
Helsinki 2012: 9 point (2. Andreas Bube & 7. Rasmus Wejnold)
Barcelona 2010: 0 point
Göteborg 2006: 10 point (3. Joachim B. Olsen & 5. Christina Schwerwin)
München 2002: 15 point (1. Wilson Kipketer & 2. Joachim B. Olsen)
Budapest 1998: 2 point (8. Wilson Kipketer & 8. Pia Zinck)
Sportschef Piotr Haczek fik altså mere end de to finalepladser, som han på forhånd havde som mål.
"Vi havde på forhånd mulighed for fire finaler, og vi fik tre. Det mest positive var nok, at Stina Troest klarede en finale. Men jeg var ikke overrasket, vidste godt, at hun kunne gøre det. Det samme med Ole Hesselbjerg. At Bube ikke når finalen, er en taktisk fejl," lyder det fra sportschefen, som også frenhæver Abdi Hakin Ulads 5. plads på halvmaraton, som reelt var en fjerde finaleplads.
Dermed kunne Haczek fortsætte det flotte mønster, som han har stået i spidsen for siden januar 2015. Den helt store prøve kommer dog til at stå i Rio om fem ugers tid. Seks af de syv udtagne atleter var med ved EM.
"De viste alle, at OL-formen er på vej. Nu skal vi bare bruge den kommende tid på at optimere den helt."