Loading...

Thea Jensen - nr. 7 i Europa. (DECA Text&Bild)

EM-U18 – 3. dag

Forrygende lørdag i Tbilisi

16. juli 2016 · Jeppe Weinreich

Ud over guldmedaljen i forhindringsløb blev det lørdag til en flot 7. plads i pigernes kuglestød, mens 800 meter-løber Mia Helene Mørck med finalen allerede havde sikret dansk atletik en top-8 placering. Med Casper Jørgensens overraskende finaleplads i diskos og en formidabel førstedag af tikæmper Mads Lund blev det på alle måder en fremragende lørdag i Georgien.

En sjældent succesfuld dansk indsats ved EM-U18 forsatte lørdag, hvor den toppede med Anna Mark Helwighs guldmedalje på 2000 meter forhindring. Samtidig med dette løb var pigernes kuglestødsfinale i fuld gang, og her sluttede Thea Jensen på en fornem 7. plads med 16.05 meter.

Med 15.23 meter før tredje runde lå Thea ikke til at få yderligere tre forsøg, men akkurat som i fredagens kvalifikation fandt hun her sit længste stød frem, hvilket rakte til en 7. plads. To X'er og 15.36 bød de næste tre runder på, men den flotte 7. plads kunne ingen tage fra Hvidovre-atleten, der før dette EM kun havde været over de 16 meter én gang. Nu gjorde hun det to dage i træk. En højere placering end nr. 7 havde krævet en ny U18-rekord.

Mia Helena Mørck nr. 8
Dagens tredje finalist, Mia Helene Mørck, havde med finalepladsen på 800 meter allerede leveret varen. Som ventet blev konkurrencen i finalen særdeles skrap. Efter en relativt langsom første omgang (65,93s) gik den britiske duo Boffey & Burt med 200 meter igen op i et ekstra gear og vandt en suveræn dobbeltsejr. Mia blev nr. 8, men var bare 0,03 sek. fra at snuppe 7. pladsen fra en israeler til sidst.

Den anden 800 meter-løber, William Devantier, blev som ventet slået ud i sin semifinale.

Vicki Dahl fra Stoholm var teknisk set også finalist, idet kvalifikationen i hammerkast udgik. Efter to ugyldige forsøg i finalen fik hun i sidste runde 3kg-hammeren ud på 57.72 meter, hvilket rakte til en 13. plads blandt de 16 kastere.

Casper Jørgensen klar til finale
Formiddagssession kom godt fra start, da diskoskaster Casper Jørgensen med 53.91 meter blev nr. 11 i kvalifikationen. Casper fandt sit længste kast frem i 1. runde, men viste stabilitet med 53.60 meter i anden omgang. Med en seedning som nr. 18 overgik han sig selv og var med dagens resultat blot 31 cm fra den personlige rekord. Dermed er kasteren fra Amager AC overraskende klar til søndagens finaledag, hvor han får selskab af tikæmperen Mads Lund.

Casper Jørgensen
En forståeligt glad Casper Jørgensen, efter at finalen er sikret. (Tom Jensen)

Mads Lund godt på vej til ny rekord
Da Mads Lund for fem uger siden vandt NM, satte han otte personlige rekorder på vej til sejren. Noget lignende kunne være på vej igen. I hvert fald blev det lørdag til tre af slagsen (heraf en tangering i højdespring), mens han i kuglestød var tre cm fra en fjerde PR.

Mads åbnede i fin still med 11,37 sek. (+1,7) på 100 meteren. Han fulgte op med 6.55 meter i længde – 13 cm kortere end i hans rekordserie, mens han igen var på toppen i kuglestød med en 3. plads (15.14m) i disciplinen. I højdespring måtte han bruge tre forsøg på både 1.84 og 1.87 meter, men over kom han. 1. dagen blev sluttet af med endnu en PR - 51,31 sek. på 400 meter. Dermed ligger han placeret på en flot 7. plads - 72 point foran sin egen 16-års-rekord, men nu også ganske tæt på den 35 år gamle U18-rekord, som er 84 point bedre end de 6760 point, som Mads præsterede ved NM.

EM-U18 - Tbilisi 14.-17. juli 2016
Resultater 3. dag
Drenge
Tikamp (efter 5 øvelser)
1. Makeson Gletty FRA 3947 point
7. Mads Lund 3731 point
(11,37s PR - 6.55m - 15.14m - 1.87m =PR - 51,37s PR)
800 meter semifinale heat 1
7. William Devantier DEN 2:00,40 min.
Diskoskast kval.
1. G. Koniarakis CYP 58.99 meter Q
11. Casper Jørgensen 53.87 meter q

Piger
800 meter finale
1. Isabelle Bouffey GBR 2:07,19 min.
8. Mia Helene Mørck 2:11,91 min.
2000 meter forhindring
1. Anna Mark Helwigh Danmark 6:34,52 min.
2. Tira Pavuk, Ungarn 6:41,70 min.
3. Lora Ontl, Kroatien 6:43,60 min
Kuglestød finale
1. A. Emilianov, Moldova 18.50 meter
7. Thea Jensen DEN 16.05 meter
Hammerkast (direkte finale)
1. K. Skypalová CZE 66.58 meter
13. Vicki Dahl DEN 57.72 meter
Resultatside

© Copyright Dansk Atletik Forbund