Loading...

Den første internationale guldmedalje til en dansk forhindringsløber nogensinde. (DECA Text&Bild)

EM-U18 - 3. dag

Helwigh vinder guld i suveræn stil

16. juli 2016 · Jeppe Weinreich

16-årige Anna Mark Helwigh vandt lørdag i Tbilisi en knusende suveræn sejr på 2000 meter forhindring.

Fredag blev Ole Hesselbjerg udtaget til OL – som den første dansker i mændenes forhindringsløb siden 1972. Lørdag fulgte Anna Mark Helwigh så op med en historisk dansk guldmedalje ved EM-U18 i Tbilisi i netop forhindringsløb. Det skete efter et suverænt løb, hvor hun med dansk U18-rekord 6:34,52 min. sejrede med mere end syv sekunder ned til nr. 2.

Tiden er den hurtigste i aldersklassen i Europa i år, og den kommer i samme sæson, hvor den tre år ældre Anna Emilie Møller tre gange har forbedret den danske seniorrekord.

Helwigh_DECAfinale
DECA Text&Bild

Den 16-årige Anna Mark Helwigh (født i 2000) gjaldt som en af favoritterne før løbet, men at hun kunne vinde så suverænt, kom bag på de fleste. Godt halvvejs i løbet stak hun af fra feltet – og så sig ikke tilbage.

”Jeg følte mig ikke presset før løbet, men var på forhånd alligevel ikke så sikker. Man ved jo aldrig i forhindringsløb,” lyder det fra Anna Mark Helwigh, der har dyrket atletik i Sparta AM siden 10-års alderen og p.t. trænes af Kim Birk.

”Vi havde aftalt samme taktik som i det indledende heat, hvor jeg lå fremme i feltet, men med tre runder igen kunne jeg mærke, at jeg havde noget ekstra at give med. Så jeg skruede op og holdt det tempo resten af vejen.”

Efter sommerferien begynder Helwigh – der bor i Søborg – i 1. g. på Gefion Gymnasium, hvor hun vil være tilknyttet som Eliteidrætselev under Team Copenhagen.

EM U18 – Tbilisi, Georgien 16. juli
2000 meter forhindring
1. Anna Mark Helwigh Danmark 6:34,52 min.
2. Tira Pavuk, Ungarn 6:41,70 min.
3. Lora Ontl, Kroatien 6:43,60 min.

© Copyright Dansk Atletik Forbund