Loading...

Fra sidste år DM-finale på 1500 meter. Igen i år finder mesterskabet sted på Ceres Park i Aarhus. (Lone Dybdal)

Kalender

Tætpakket DM-program de kommende to måneder

28. juli 2016 · Jeppe Weinreich

Efter en rolig juli måned på den hjemlige atletikfront kulminerer sæsonen i august med først OL og siden Store DM. Syv weekender i træk er der en eller anden form for DM.

Selvom OL kommer til at fylde meget i den kommende tid, betyder det ikke lavt blus på den hjemlige aktivitet. Tværtimod. Samme weekend som atletikkonkurrencerne i Rio indledes, finder der to DM sted. Det gælder DM 100 km i Viborg og DM Masters i Greve. Sidstnævnte er med Hvidovre AM som vært, men eftersom arrangørklubbens stadion er under renovering (bl.a. udvidelse til otte rundbaner), bliver mesterskabet afviklet på Greve Stadion, som til gengæld netop er blevet færdigt efter en tilsvarende renovering. Weekenden inden, søndag d. 7. august, indvier Greves borgmester i øvrigt byens nye stadion, som nu har otte rundbaner.

Den efterfølgende weekend gælder det DM Mangekamp på Østerbro Stadion, og her bliver der mere aktivitet end ellers, idet DM afvikles samtidig med det store ungdomsstævne Sparta Copenhagen Games.

Weekenden efter – mindre end en uge efter afslutningsceremonien i Rio – gælder det Store DM, som Aarhus 1900 for andet år i træk arrangerer. De efterfølgende tre weekender er det så på Østerbro det sker med først DMU, DT-finale og det store CHP Half, hvor DM Halvmaraton er indlagt.

Danske mesterskaber den kommende tid:
13.-14. aug. DM Masters – Greve (arr. Hvidovre AM)
13.-14. aug. DM 100 km – Viborg
20.-21. aug. DM Mangekamp – Østerbro
27.-28. aug. Store DM – Aarhus
03.-04. sep. DMU – Østerbro
10. sep.       DT-finale - Østerbro
10. sep.       DM Kort Trail – Viborg
11. sep.       DM Kapgang bane - Østerbro
17.-18. sep. DM Kastemangekamp (ungdom/senior + masters) - Helsingør
18. sep.       DM Halvmaraton/CPH Half - Østerbro
25. sep.       DM Hold 12-15 år & Junior (finale) – Ballerup

© Copyright Dansk Atletik Forbund