Nicolai Hartling - her ved EM i Amsterdam. (Lone Dybdal)
To hurtige 200 metre af Hartling
05. august 2016 · Jeppe Weinreich
Efter en lille sommerpause åbnede Baneturneringen torsdag på Østerbro op igen. Mange af deltagerne viste gryende DM-form; ikke mindst Nicolai Hartling, som satte to flotte personlige rekorder på 200 meter med og uden hække.
Nicolai Hartling (Sparta) har denne sæson ikke været helt tæt på sin danske rekord på 400 meter hæk. Men det kommer måske i sæsonens sidste halvdel. I hvert fald viste den 22-årige hækkeløber torsdag på Østerbro, at hurtigheden p.t. ikke fejler noget. Med 21,78 sek. (+1,9) skar han således over et halvt sekund af den personlige rekord på 200 meter. Det var dog ikke nok til at vinde A-heatet, idet Festus Asante (Hvidovre AM) med sæsonbedste 21,69 sek. var en anelse hurtigere. Begge løbere klemte sig dermed under kravet til NM-U23, som finder sted i finske Espoo om to uger.
Nr. 3 på alle tiders liste
Halvanden time forinden havde Hartling allerede imponeret med 23,82 sek. (+0,6) på den efterhånden meget sjældne 200 meter hæk. En uofficiel U23-rekord (bedstenotering) er tiden, der placerer Hartling som nr. 3 på alle tiders rangliste efter Claus Hirsbro (23,1h – 1992) og Jesper Tørring (23,4h – 1974). - se løbet HER
Den 13. runde i Baneturneringen bød på andre gode resultater. Finalisten på 800 meter ved EM-U18, Mia Helene Mørck (Bagsværd), sejrede i 2:08,51 min. – hendes tredjebedte tid nogensinde – og fik samtidig trukket Louise Jørgensen (KIF) ned til ny PR 2:10,44 min.
Comeback til Tærsbøl
På mændenes 3000 meter var der et glædeligt comeback til Mads Tørsbøl (Sparta), som efter en længere pause grundet et træthedsbrud vandt i 8:31,54 min.
På 100 meteren var Lukas Bredo (Ballerup) hurtigst af alle med 11,12 sek. (+0,1), mens Christian Clausen (KIF) vandt 400 meteren i 49,33 sek.
Fire runder af Baneturneringen resterer der nu. Næste gang bliver på tirsdag (9/8) på Viby Stadion med AGF som arrangør.
Baneturneringen 13. runde – Østerbro d. 4. august 2016
Resultater