Bube giver hånden til heatets vinder, Alfred Kipketer. (screenshot)
Bube slutter OL med sæsonbedste
14. august 2016 · Jeppe Weinreich
Med årets hurtigste tid 1:45,87 min. fik Andreas Bube rundet sin OL-indsats af på ærefuld vis. En finaleplads viste sig at være langt væk.
1:45,87 min. og en 7. plads i sit heat. Med det facit sluttede Andreas Bubes andet OL lørdag nat dansk tid. Et absolut godkendt resultat, men Bagsværd-løberen leverede ikke helt så flot et indtryk som i det indledende heat dagen før.
”Det er fint nok at komme til OL og sætte sæsonbedste, men jeg er alligevel lidt skuffet. Jeg følte ikke samme overskud som i går. Allerede under opvarmningen mærkede jeg ikke samme friskhed, men det er trods alt mit bedste OL-resultat, så det er et step-up,” sagde Bube efter løbet til DR Sporten.
Der blev lagt stærkt ud fra start, og efter 200 meter så det bestemt ikke godt ud. Bube var hægtet af feltet.
”Jeg vidste, at hvis jeg skulle have en chance, var jeg nødt til at løbe mit eget løb med jævne splits. Ellers risikerede jeg at brænde helt ned.”
Efter 400 meter fik han kontakt med feltet igen, men kunne ikke rykke yderligere op i placeringerne. På den sidste langside fik han dog på 7. pladsen presset sig foran Mohammed Aman (ETH), som han ellers aldrig havde slået før.
- se løbet HER
Semifinale - heat 2
Samlet resultatliste
Som i det indledende heat vandt Alfred Kipketer (KEN) igen, mens verdensmesteren indendørs, Boris Berian (USA), tog den anden semifinaleplads. De to sidste finalepladser på tid skulle findes i det første heat, hvor Marcin Lewandowski (POL) og Ferguson Rotich (KEN) blev 3 og 4 i hhv. 1:44,56 og 1:44,65 min. Største overraskelse var, at europamesteren Adam Ksczcot (POL) måtte se sig slået ud efter en 3. plads – bare 0,05 sek. fra en finale.
Søndagens program
14.30 Maraton kvinder
Jessica Draskau-Petersson & Anna Holm Baumeister
Startliste