Loading...

Rio 2016 – 4. dag

Hesselbjerg nr. 11 i sit heat

15. august 2016 · Jeppe Weinreich

Forhindringsløberen kunne ikke holde sit udgangstempo og kom i mål i tiden 8:40,08 min. Samlet slutter han som nr. 31 ud af 45.

8:40,08 min. kom Ole Hesselbjergs OL-deltagelse til at vare. Dansk atletiks første deltager på mændenes 3000 meter forhindring siden München 1972 var selvsagt oppe mod overmagten i mandagens heat. Den 26-årige Sparta-løber lagde sig fra start et pænt stykke nede i feltet. Tempoet var højt, og Hesselbjerg lå godt halvvejs til en sluttid omkring den personlige rekord på 8:30,51 min., men herefter faldt hans fart, og i mål var han 9½ sekunder fra en PR. Solen stod højt, og med en temperatur på 33 grader var det svære forhold at løbe under.

Af de 15 startende slutter Hesselbjerg på en 11. plads. Ud over de første tre kom yderligere tre i Hesselbjergs heat med til finalen via tid. 8:27,69 min. hed den sidste tid, som gav adgang til finalen.

Med Hesselbjergs exit er der tre danske atleter tilbage. Natten til tirsdag åbner Sara Slott Petersen og Stina Troest deres OL-indsats på 400 meter hæk (hhv. kl. 2:54 og 2.30).  

OL Rio 2016 – 15. august (4. dag)
3000 meter forhindring indl.
Heat 3
1. Conseslus Kipruto KEN 8:21,40 min. Q
2. Jacob Araptany UGA 8:21,53 Q
3. Donald Cabral USA 8:21,96 Q
11. Ole Hesselbjerg DEN 8:40,08
(samlet nr. 31 ud af 45 startende)
Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund