(screen shot)
Drømmeløb sikrer Sara OL-sølv
19. august 2016 · Jeppe Weinreich
Med sølvmedaljen og en ny nordisk rekord på 400 meter hæk i 53,55 sek. løb Sara Slott Petersen sig natten til fredag dansk tid ind i alles hjerter.
Den største danske atletikpræstation nogensinde? Argumenterne for eller imod kan komme, men tilbage står, at Sara Slott Petersen på en historisk nat for dansk atletik sikrede sig en OL-sølvmedalje – og dermed overgik den hidtil bedste placering af en kvindelig dansk atlet, bronzemedaljen i spydkast fra London 1948, som Lily Carlsted i sin tid vandt. Med tiden 53,55 sek. fik Sara fredag skåret et lille halvt sekund af sin egen nordiske rekord. Klasse, ganske enkelt.
”Det føles som guld lige nu. Jeg havde håbet på en medalje, men at få det gjort på dagen er noget helt andet,” udtalte hun til DR Sporten efter løbet.
Den historiske finale på 400 meter hæk fik et noget uventet forspil, da det pludselig begyndte at regne. Da først løberne var sendt af sted, tænkte ingen imidlertid på regnen. Sara kom fint fra start på bane 4, selvom favoritten Dalilah Muhammad på banen indenom hurtigt kom op på siden af det danske håb. På vej ind på de sidste 100 meter havde amerikaneren sikret sig et solidt forspring, mens Sara Slott lå nr. 2, nogle få meter foran den tjekkiske verdensmester Hejnoná, som nærmede sig faretruende. - se løbet HER
”Jeg mærker Hejnová komme op bag mig, og jeg tænker: Det er simpelthen løgn det her !,” lød det fra Sara, som med sølvmedaljen bragte den samlede danske høst op på 13 medaljer.
Det blev ikke Hejnová, som vandt bronze, men i stedet amerikaneren Ashley Spencer, der kom uimodståeligt hurtigt på de sidste 50 meter, og med sin sluttid 53,72 sek. sikrede sig en fornem 3. plads. - se fotos fra finalen HER