De to mestre. (Michael Hyllested)
Böll & Laugesen snupper titlerne
21. august 2016 · Jeppe Weinreich
Sandra Böll sikrede sig søndag sin første DM-titel i syvkamp med 5275 point. Hos mændene kunne Christian Laugesen med overraskende gode 6920 point vinde for tredje år i træk.
Arrangørklubben Sparta sikrede sig begge titler, da DM Mangekamp blev afviklet på Østerbro i weekenden. Hos kvinderne levede Sandra Böll op til favoritværdigheden med 5275 point på 1. pladsen. Det skete efter karrierens bedste 2. dag, hvor en personlig rekord i længdespring med 5.87 meter (-1,0) var det absolutte lyspunkt. Samlet var den 22-årige Sparta-atlet 155 point fra den PR, hun satte for nylig, og det skyldtes en 1. dag på det jævne.
”Jeg underpræsterede lørdag, men i dag havde jeg fokus på at gøre det godt igen, og det lykkedes. Jeg er glad og tilfreds med min titel,” lød det fra Böll.
Trods stor fremgang denne sæson rækker ambitionerne til meget mere.
”5700 point til næste sæson er målet – og måske den danske rekord (5722 point, red.).” Det er høje mål, men jeg håber, at en god vintertræning kan bringe mig tæt på,” lyder det fra Böll, som trænes af Michael Jørgensen.
PR til Diekema
Mens Böll var et stykke fra topniveau om lørdagen, lavede Mathilde Diekema (1900) karrierens bedste 1. dag med bl.a. personlig rekord på 100 meter hæk og 1.76 meter i højdespring. Det lå i luften, at hun måske kunne presse Böll på 2. dagen, men dennes flotte længdespring afgjorde reelt tingene. Med 5120 point på sølvpladsen kunne Diekema i sidste ende lægge 10 point til sin officielle PR (lavede i sidste måned med 5178 point med for megen vind).
18-årige Karoline Mangor (Sparta) var ikke på sit bedste niveau, men vandt bronze, selvom hun udgik på den afsluttende 800 meter.
Tredje titel i træk til Laugesen
Selvom han egentlig er stoppet på topniveau, kunne 30-årige Christian Laugesen (Sparta) vinde sin tredje DM-titel i træk. Med 6920 point opnåede han endda sin bedste score siden sæsonen 2010. På forhånd var der lagt op til en tæt dyst imod Christian L. Nielsen (1900), men denne måtte trække sig efter at have pådraget sig en forstrækning under træning for tre uger siden.
De mandlige mangekæmpere. Fra venstra sølv- og guldvinderne, Oliver Kjeldsen og Christian Laugesen. (Katja Salivaara)
Laugesen lagde sig i spidsen efter to discipliner – og blev der resten af vejen. 1.94 meter i højdespring og 15,26 sek. på 110 meter hæk var to af hans bedste resultater. Oliver Ryborg Kjeldsen (1900) vandt sølv i sin første tikamp på seniorplan med 6552 point, mens klubkammeraten Sebastian Skejø tog sig af bronzen efter tæt kamp med Jannick Bagge (Hvidovre AM).
DM Mangekamp – Østerbro d. 20.-21. august
Stilling efter 1. dag
Kvinder
1. Sandra Böll, Sparta 5275 point
(14,90s - 1.67m - 11.63m – 25,98s / 5.87m PR – 36.18m – 2:24,62min.)
2. Mathilde Diekema, Aarhus 1900 5120
(15,73s PR - 1.76m - 12.11m – 27,24s / 5.36m – 37.68m – 2:21,65min.)
3. Karoline Mangor, Sparta 3939
(15,01s - 1.58m - 11.87m – 27,13s / 4.79m – 32.80m - DNF)
Mænd
1. Christian Laugesen, Sparta 6920 point
(11,47s – 6.87m – 12.41m – 1.94m – 50,65s / 15,26s – 34.62m – 3.90m – 46.22m – 4:35,03min.)
2. Oliver Ryborg Kjeldsen, Aarhus 1900 6552 PR
11,43s – w6.63m – 12.30m PR – 1.82m -50,41s PR/ 16,17s PR – 29.85m – 3.90m – 49.78m PR – 4:46,08min.
3. Sebastian Skejø 6071
Alle resultater