Sara går efter titlen på 200 meter
24. august 2016 · Pressemeddelelse
Fem danske OL-deltagere har meldt deres ankomst til weekendens (27.-28/8) danske mesterskaber i atletik i Aarhus. Hovednavnet er naturligvis Sara Slott Petersen, der i stedet for en sikker sejr i favoritøvelsen 400 meter hæk har valgt at gå efter titlen på 200 meter.
Knap er de danske OL-deltagere i atletik vendt hjem, før konkurrencerne kalder igen. Førstkommende weekend er Aarhus for andet år i træk vært for DM, og med den flotte indsats i Rio er forhåndsinteressen stor. Ikke mindst med arrangørklubben Aarhus 1900’s egen Sara Slott Petersen til start.
OL-sølvvinderen løber torsdag aften 400 meter hæk ved Diamond League i Lausanne. Her er der lagt op til en revanchematch mod de amerikanske guld- og bronzevindere fra Rio, men når Sara Slott tre dage senere løber på Ceres Park, fravælger hun hækkeløbet og stiller i stedet til start på 200 meter.
”Sara har et stramt program i Diamond League med stævner to torsdage i træk, men hun vil samtidig også meget gerne løbe ved DM, så 200 meteren om søndagen passer bedst ind. Her kan hun i modsætning til 400 meter hæk se frem til få noget modstand,” lyder det fra Mikkel Larsen med henvisning til den anden løber i hans træningsgruppe, 20-årige Mette Graversgaard, der for nylig løb de 200 meter i 23,91 sek. – bare 0,04 sek. langsommere end Sara Slotts bedste tid, som er dansk rekord indendørs.
Den danske rekord på distancen udendørs blev sat af 80ernes store sprinter Dorthe A. Rasmussen for 33 år siden i det gamle DDR og lyder på 23,36 sekunder.
”Det er ikke en rekord, som vi sigter efter på søndag. Det handler først og fremmest om at vinde, men man ved jo aldrig. Det handler også meget om vejrforholdene,” understreger den succesfulde træner.
De andre OL-løbere:
Stina Troest (Amager AC)
- har fravalgt sin favoritdisciplin 400 meter hæk grundet problemer med baglåret. I stedet går OL-semifinalisten op i distance og blander sig med mellemdistanceløberne på 800 meter, som dermed bliver en af weekendens mest imødesete øvelser.
Andreas Bube (Bagsværd AC)
- har udsigt til at vinde sin femte titel på distancen, som han herhjemme har domineret totalt siden 2010. I Rio bekræftede han topformen med sæsonbedste tid og en plads i semfinalen.
Ole Hesselbjerg (Sparta)
- skrev i juli historie ved at nå EM-finalen på 3000 meter forhindring. Ligesom Andreas Bube kan han bringe sig op på fem titler, endda på stribe.
Anne Emilie Møller (Blovstrød Løverne)
- har efter sin rekord i Rio valgt at forsøge sig på de ”flade” distancer 1500 og 5000 meter, hvor hun i begge tilfælde har en DM-titel at forsvare. På førstnævnte distance kan det 19-årige naturtalent se frem til at blive matchet stærkt af 1500-meter-specialisen Line K. Schulz fra Aalborg AM. - seneste nyt (26/8): Anna har valgt at løbe 800 meter i stedet for 5000 meter.
En anden stor profil i weekenden bliver EM-deltageren Nicolai Hartling (Sparta), som er i sit livs form og for nylig vandt titlerne på 400 meter og 400 meter hæk ved NM-U23. Ved DM vil han forsøge at gentage bedriften.
DM Atletik d. 27.-28. august på Ceres Park i Aarhus
Hjemmeside med tidsskema, startlister m.v.:
https://www.1900am.dk/Page/tilmelding-dm-2016
"Live"-resultater vil blive tilgængelige HER
Udvalgte tidspunkter:
Lørdag
Kl. 13.30 3000 meter forhindring – Ole Hesselbjerg (Sparta)
Kl. 14.15 100 meter finale M
Kl. 14.30 1500 meter - Anna Emilie Møller (Blovstrød Løverne)
Kl. 14.30 Stangspring M - Rasmus W. Jørgensen (Sparta)
Søndag
Kl. 14.30 100 meter hæk - Mette Graversgaard (Aarhus 1900)
Kl. 14.45 110 meter hæk – Andreas Martinsen (Aarhus 1900)
Kl. 14.45 Højdespring – Janick Klausen (Aarhus 1900)
Kl. 15.00 800 meter – Stina Troest (Amager AC) & Anna Emilie Møller (indl. heat lørdag 16.30)
Kl. 15.15 800 meter - Andreas Bube (Bagsværd AC) (indl. heat lørdag 16.45)
Kl. 15.45 400 meter hæk - Nicolai Hartling (Sparta)
Kl. 16.00 200 meter - Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) (indl. heat søndag kl. 12.15)