Loading...

Andreas Bube foran Nick R. Jensen ved sidste års DM. Mon ikke samme scenarie bliver tilfældet søndag? (Lone Dybdal)

Store DM

DM-optakt: Mellem/langdistance

26. august 2016 · Jeppe Weinreich

Kvindernes 800 meter er gået hen og blevet en af weekendens mest imødesete discipliner. Også mændenes 1500 meter er der - trods afbud fra Andreas Bueno - god grund til at se frem mod.

800 meter
Andreas Bube har udsigt til at vinde sin femte titel på distancen, som han herhjemme har domineret totalt siden 2010. I Rio bekræftede han topformen med sæsonbedste tid 1:45,87 min. og en plads i semifinalen. Formen må formodes at være så god, at han i teorien kunne slå Kipketers mesterskabsrekord på 1:48,00 min. (1994) i et sololøb, men med den snu Nick R. Jensen (Sparta) med i feltet, er det næppe en rekord, som Bagsværd-løberen har fokus på. Kristian Uldbjerg Hansen (AAM) er startet på college i New Mexico, og i hans fravær er Christian Clausen (KIF) et oplagt bud på bronzepladsen.

Kvindernes finale har udviklet sig til at være en af weekendens mest imødesete øvelser, efter at både Stina Troest (Amager AC) og senest Anna Emilie Møller (Blovstrød) har valgt at løbe distancen. To OL-deltagere med løbemæssig vidt forskellig baggrund. Selvom Troests træning har haft fokus på 400 meter hæk, må hun alligevel formodes at være et niveau over sine modstandere, mens Møller kan få rigeligt at gøre med at følge de mange unge specialister på distancen, ikke mindst den forsvarende mester Mia Helene Mørck (Bagsværd AC), som nåede finalen ved U18-EM. Vælger Troest at sætte tempo fra start, kunne hun meget vel trække en række løbere ned til nye personlige rekorder.

1500 meter
Siden Viborg-løberen Jørgen Dam i 1964 vandt dobbelt på 1500 & 5000 meter er det kun lykkedes to andre at gøre det efter: Robert K. Andersen (Sparta) og Morten Munkholm (1900) i hhv. 2004 og 2010. Nu forsøger en anden Viborg-løber, Thijs Nijhuis, så at skrive sig ind i selskabet. Med afbud fra Andreas Bueno, som døjer med knæproblemer, er der lagt op til en tæt dyst mellem Thijs og Peter Glans, der netop på Ceres Park i juni satte sin flotte PR på 3:42,73 min. I Buenos fravær vandt den spurtstærke Nick R. Jensen (Sparta) i fjor, og nu er også Nicks træningskammerat Ole Hesselbjerg dukket op på startlisten. Denne har dog en god time forinden løbet 3000 meter forhindring. En tredje Sparta-løber, 18-årige Andreas Lindgreen, må også forventes at kunne være med helt fremme i en disciplin, som p.t. holder et højt niveau.

Kvindernes finale tegner også spændende med en forventet duel mellem årets klart hurtigste på distancen, Line K. Schulz (Aalborg AM), og OL—deltageren Anna Emilie Møller (Blovstrød). Sidstnævnte vandt i fjor, hvor Schulz ikke deltog.

5000 meter
Førnævnte Thijs Nijhuis burde her være i en klasse for sig, mens kampen om sølv og bronze meget vel kunne blive udkæmpet mellem Jesper Faurschou (Herning LK), Jeppe Harboe (Sparta) og de to Odense-løbere Peter Glans og Andreas Lommer.

Simone Glad er den lokale klub AGF’s bedste bud på en DM-titel. Efter en række flotte løb i vintersæsonen røg Glad ind i skadesproblemer, men skulle være godt på vej tilbage. Eneste løber, som måske kan følge med, er et andet lokalt navn, Louise L. Batting (1900), om end distancen nok er for kort til hende.

3000 meter forhindring
Med en 1500 meter-finale bare en time og et kvarter efter, må det forventes, at Ole Hesselbjerg (Sparta) løber en sikker sejr hjem – hans femte på stribe – uden at bruge for mange kræfter. En lige så sikker sølvmedalje ligner det til Kasper Skov (OA/OGF), der efter en flot vintersæson blev skadet og først nu for alvor er på vej tilbage.

Trods en OL-deltager og en U18-europamester på 3000 meter forhindring er kvindernes øvelse på paradoksal vis uden deltagere.

© Copyright Dansk Atletik Forbund