Nicolai Hartling vinder DM på 400 meter hæk i Odense i 2014. (Lone Dybdal)
DM-optakt: Sprint/hæk
26. august 2016 · Jeppe Weinreich
Mette Graversgaard er med i to af de mest imødesete finaler: 200 meter og 100 meter hæk, mens Nicolai Hartling sigter efter at vinde dobbelt på 400 meter med og uden hække.
100 meter
Morten D. Madsen (Skive AM) har vundet titlen som Danmarks hurtigste mand de seneste to år. I begge tilfælde var mesteren fra 2013, Kristoffer Hari (Hvidovre AM), dog fraværende. Om han starter er fortsat usikkert. Men ellers kunne hans klubkammerat Festus Asante – som en enkelt gang i år har slået Madsen - meget vel blive den forsvarende mesters største trussel. En farlig outsider er den 18-årige Simon Hansen (1900), som har vist topform på det seneste og desuden har en bronze fra sidste år at forsvare.
Hos kvinderne er Mathilde U. Kramer (AAIG) favorit til at vinde sin tredje titel på stribe. I fjor blev hun presset af Camilla Motzkus (OA/OGF), men denne har været sat tilbage af skader og er ikke helt i samme form i år. Frida Sångren (1900) er med 12,08 sek. i år den på papiret stærkeste modstander.
200 meter
Med undtagelse af førnævnte Hari er de bedste 100 meter-løbere alle med her. Fra 400 meter-distancen ankommer den forsvarende mester Nick Ekelund-Arenander (Sparta) og Benjamin Lobo Vedel (AAM). Arenander gjorde sidste weekend efter en lang skadespause comeback på 400 meteren og er – bedømt på den ene tid – ikke oppe på det niveau, som i fjor gjorde ham til firedobbelt mester.
Der er tegning til en af DM-historiens bedste finaler på 200 meter, når 1900-atleterne Sara Slott Petersen og Mette Graversgaard mødes til en dyst. Sidstnævnte løb sig med 23,91 sek. ind som nr. 2 (udendørs) gennem tiderne sidste weekend. Sara viste dog ved DM-inde i år med 23,87 sek., at hun også er Danmarks bedste på denne distance. Dorthe Rasmussens danske rekord på 23,36 sek. fra 1983 bliver næppe slået, med mindre medvinden er optimal. Men måske selvsamme Rasmussens mesterskabsrekord fra samme år på 23,52 sek. kunne blive slettet.
400 meter
Nicolai Hartling imponerede ved sidste weekends NM-U23 med personlig rekord 47,04 sek. på 400 meter. Benjamin L. Vedel (AAM) – 47,06 sek. i år - måtte melde afbud til U20-VM, men det forlyder, at han de seneste par uger har kunnet træne fornuftig, så der kan være en god dyst i vente. Den danske rekordholder Nick Ekelund-Arenander (Sparta) gjorde comeback med 48,32 sek. sidste weekend. Skal han genvinde titlen, skal han selvsagt vise et andet niveau.
Med fraværet af Sara Slott Petersen og Stina Troest på denne distance ligner Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) en af weekendens mest sikre favoritter. Mens sæsonen på favoritdistancen 400 meter hæk ikke har været helt vellykket, har hun vist på de flade distancer, at hurtigheden ikke fejler noget, bl.a. med uofficiel dansk rekord på 300 meter i maj måned. Sølv- og bronzekampen kan til gengæld blive spændende at følge. Her er 16-årige Nathalie Richter (AAM) den på papiret stærkeste løber.
Kort hæk
Med undtagelse af 2012 – hvor han var skadet – har Andreas Martinsen vundet DM hvert år siden 2009. Efter EM-semifinalen i sidste måned har Martinsen haft brug for en lille pause, ikke mindst grundet en væskeansamling i det ene knæ. Trods det er han kæmpe favorit til at vinde sin 7. titel på 110 meter hæk.
Mens der kun er fire tilmeldte hos mændene, skal der med ni tilmeldte kvinder på 100 meter hæk løbes indledende, som det ser ud nu. Mette Graversgaard (1900) overraskede sidste weekend ved at tangere den 35 år gamle danske rekord. Ved samme lejlighed imponerede Mathilde Heltbech (Helsingør IF) og Annemarie Nissen (KIF) med hhv. 13,73 og 14,02 sek. Med Mathilde U. Kramer (AAIG) – vinderen i 2014 - til start er der tegning til den måske stærkeste finale nogensinde.
400 meter hæk
Nicolai Hartling (Sparta) har vist god form på det seneste, og det var netop i Aarhus, at han i juni måned løb sæsonbedste med 50,51 sek. I fjor vandt han i mesterskabsrekord 50,72 sek., men den blev senere annulleret, da det viste sig, at en hæk stod forkert placeret. Så det er stadig hans 50,94 sek. fra året før, som tæller. Martin Johansen (AAM) vandt sølv i fjor, og meget tyder på en gentagelse af den placering.
Med tanke på, at kvindernes 400 meter hæk er den stærkeste danske disciplin rent internationalt, er der paradoksalt blot to tilmeldte i øvelsen. Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) er – som det er tilfældet på 400 meter – klar favorit.