Loading...

Ingen over eller ved siden af Sara Slott Petersen. (Lone Dybdal)

Store DM - 2. dag

Sara sejrer knusende sikkert

28. august 2016 · Jeppe Weinreich

Det blev til tre mesterskabsrekorder på en flot søndag ved DM i Aarhus. Sara Slott Petersen var yderst tæt på at sørge for den fjerde rekord, men stævnets stjerne måtte "nøjes" med personlig rekord og den hurtigste 200-meter-tid herhjemme i over 30 år.

At Sara Slott Petersen nyder stjernestatus, blev tydeligt på søndagens imødesete 200 meter finale. Samtlige tilskuere rejste sig op, da hun på suveræn vis løb sejren hjem på den sidste langside. Den markante afstand (0,84s) ned til sølvvinder Mette Graversgaard indikerede, at tiden måske var ny dansk rekord. Publikum ventede i spænding, inden vindertiden 23,64 sek. blev annonceret. Det var en anelse langsommere end den personlige rekord på 23,59 sek., som Sara på overlegen vis havde løbet i det indledende heat. Men Dorthe A. Rasmussens rekord fra 1983 (23,36s) fik lov at stå.

”På forhånd havde jeg ikke en dansk rekord i tankerne, men efter mit indledende heat fik jeg pludselig mod på at gå efter rekorden. I finalen løb jeg imidlertid lidt mere anspændt, hvilket man ofte gør, når man jagter en rekord, men vindforholdene var heller ikke lige så gode i finalen,” lød det fra Sara Slott, som trods alt præsterede den hurtigste danske tid på distancen i over 30 år.

Førstkommende torsdag løber hun ved Weltklasse i Zürich, inden hun den 9. september er på plads i sæsonens sidste Diamond League i Bruxelles.

Simon Hansen sørger for overraskende supertid
På mændenes 200 meter kunne Simon Hansen (Aarhus 1900) overraskende løbe sin første senior-titel hjem. Hans tid blev endda så god som 21,12 sek. (+1,7) – bare 0,16 sek. fra Kristoffer Haris danske U20-rekord, mens sølvvinder Benjamin L. Vedel (Aalborg AM) med 21,33 sek. bare var 0,01s fra sin PR. Med Morten D. Madsens (Skive AM) årsbedste 21,35 sek. holdt finalen højt niveau. Simons jævnaldrende klubkammerat Steffen U. Knudsen (1900) endte således uden medalje trods fin PR 21,57 sek.

Simon
Karrierens foreløbige højdepunkt for Simon Hansen. Til venstre må Morten D. Madsen bytte sidste års sølv ud med en medalje af bronze.

”Mit mål for sæsonen har hele tiden været 200 meter. Jeg var lidt nede over ikke at kvalificere mig til U20-VM, men det betød så, at jeg fik otte uger med god træning frem mod DM,” lød det fra det 18-årige stortalent, som grundet en baglårsskade var væk hele indendørssæsonen.

”Nu håber jeg så bare på en god vinter uden skader. Næste års store mål er EM-U20 (i Grosseto (ITA) i juli, red.)”

Højt niveau på kvindernes korte hæk
Halvanden time inden 200 meteren havde Mette Graversgaard fået den ventede titel hjem på 100 meter hæk, hvor hun med 13,57 sek. (+0,6) viste, at tangeringen af den danske rekord (13,45s) sidste weekend ikke var noget feberløb. Med 13,80 sek. til nr. 2 Mathilde Heltbech (Helsingør IF) var niveauet i finalen et af de højeste nogensinde. Det var ikke tilfældet hos mændene, hvor Andreas Martinsen (1900) vandt sin syvende titel i 14,12 (+0,1) – med DM-historiens største sejrsmargin: 3,06 sek.

100hæk (1)
Graversgaard på vej mod den flotte tid. Til højre for hende er det bronzevinder Annemarie Nissen og sølvvinder Mathilde Heltbech.

Janick Klausen tilbage på toppen
Mens der ikke faldt nogen mesterskabsrekord lørdag, blev der sat hele tre i løbet af søndagen, som i godt en time midt i programmet var plaget af regnbyger. I højdespring fik Janick Klausen (1900) tanket vigtig selvtillid efter en ikke helt tilfredsstillende sæson. Efter at have brugt to forsøg på starthøjden 2.00 meter klarede han 2.10, 2.15 og 2.22 meter i første forsøg. Det sidste var en forbedring af den mesterskabsrekord, som Michael Mikkelsen satte på samme stadion for 26 år siden. Mikkelsen såvel som den tidligere rekordholder, Jesper Tørring, kunne efterfølgende se Klausen forsøge sig på 2.26 meter, hvoraf det sidste forsøg var ganske godt.

KlausenTørring

”Jeg havde egentlig ikke regnet med at sætte rekord i dag, da det under opvarmningen begyndte at regne,” lød det fra en tydeligt glad Janick Klausen, som ved sidste års finale var en skygge af sig selv.

”Jeg har endelig fundet fornemmelsen for at springe igen, synes jeg. Og jeg har intet mærket til smerter i foden i hele sæsonen. Det er det allerbedste.”

Den forsvarende mester Jonas Kløjgård (1900) fulgte konkurrencen fra sidelinjen, og junioreuropamesteren kunne fortælle, at han endelig er over sine skadesproblemer, men vil vente med at springe igen til indendørssæsonen.

Klausen
Navnkundige Jesper Tørring, 68, overrækker guldet til Janick Klausen.

Bebe forbedrer 29 år gammel rekord
Diskoskaster Kathrine Bebe (Sparta) stod for den anden mesterskabsrekord, da hun allerede i 1. runde afgjorde konkurrencen med 54.02 meter – en klar forbedring af Vivian Krafts rekord fra 1987 og karrierens næstbedste kast. Nu mangler hun så ”bare” Annette Bøghs danske rekord på 56.00 meter.

Bebe

”Jeg håber stadig på at slå den i år, men der er nok kun én eller to chancer tilbage. Men næste år skulle jeg gerne få ram på den.”

Hendes klubkammerat Andreas Ellegaard sikrede sig også titlen hos mændene i første hug med 53.37 meter. Og dét kast kunne favoritten Emil Mikkelsen (OA/OGF) med 52.60 meter ikke svare igen på. Bronzen gik til mesteren fra 2014, Alexander Bertelsen (1900), der satte PR med 52.25 meter. Trods Ellegaards position som en af de bedste de seneste sæsoner, var det hans første titel.

Mesterskabsrekord til Hartling
Nicolai Hartling (Sparta) sørgede for den tredje mesterskabsrekord, da han løb en aldeles suveræn sejr hjem på 400 meter hæk i 50,82 sek. – over tre sekunder foran nr. to.

”Det var et fint løb, men i kurven kommer jeg lidt for tæt på hækkene,” lød det fra Hartling, som i starten af sæsonen ikke var tæt på de 51 sekunder.

”Det var svært for mig at klare EM-kravet, og det fyldte meget i hovedet. Nu kan jeg nyde det lidt mere, når jeg løber, og jeg føler mig nærmest sikker på at løbe under de 51 sek. hver gang. Jeg føler stadig, at jeg har en tid under 50,00 sek. i mig, men der er kun DT-finalen tilbage nu. VM i London næste sommer er det store mål i 2017.”

Anna Emilie viste sin klasse
Lørdag varmede Stina Troest op til det indledende heat på 800 meter, men hun måtte kort efter melde fra med et maveonde. Med afbuddet var der lagt op til en mere tæt finale på 800 meter. Troede man. Anna Emilie Møller (Blovstrød) viste nemlig, at hun også behersker den korte mellemdistance. Efter Line K. Schulz (AAM) havde rundet de første 400 meter i 63 sekunder, tog Anna over. Den forsvarende mester, Mia Helene Mørck (Bagsværd AC), der var blevet syg dagen før løbet, udgik efter 550 meter. Anna gav sig i vanlig stil helt ud på de sidste meter og sørgede for en vindertid så god som 2:05,91 min. Det placerer hende som nr. 7 på alle tiders rangliste, og det flotte resultat kom ikke helt bag på hende.

AnnaEmilie (1)
Line K. Schulz i front efter 400 meter, lige før Anna Emilie tager over.

”Jeg havde håbet på at løbe så stærkt. Aftalen med Line (Schulz, red.) var, at hun skulle løbe de første 400 meter i 62 sekunder, og så skulle jeg tage over. Det kom til at passe meget godt. Jeg var overrasket over, at jeg havde så meget overskud, jeg mærkede ikke rigtig syren før til helt sidst. Før starten var jeg ellers rigtig nervøs, da det jo er en ukendt distance for mig,” lød det fra det 19-årige fænomen, for hvem det kun var tredje forsøg på distancen nogensinde.

P.t. ligger hendes stævneplan ikke helt fast. Der arbejdes på at finde en manager, og indtil da er det ikke helt let at få start i felter med det rigtige niveau. Formentlig bliver der en 3000 eller 5000 meter i september, mens håbet også er at få start på 3000 meter forhindring ved det store ISTAF på Berlins olympiske stadion næste søndag.

Bube afviser al modstand
Som ventet kunne ingen true Andreas Bube (Bagsværd AC) på mændenes 800 meter. Bube lagde sig i front fra start og rundede første omgang i beskedne 56 sekunder. Med 200 meter igen forsøgte den senere sølvvinder Nick R. Jensen (Sparta) sig med et angreb, som Bube dog besvarede effektivt. Med 1:50,26 vandt Bagsværd-løberen med en margin på over et sekund.

Bube (1)
Andreas Bube går ud på sidste omgang i front. Og dér blev han trods Nick R. Jensens forsøg på at gå forbi.

”Jeg håber på at få start i stævnet i Rovereto den 6. september, så jeg skal lige holde formen kørende. Håber på, at jeg i Italien kan ramme den samme dagsform, som jeg havde i det indledende heat i Rio,” fortalte 29-årige Bube, der gerne vil tage fire år til og løbe ved OL i Tokyo, men at det også handler lidt om at få hverdagen til at hænge økonomisk sammen.

Thijs Nijhuis vinder dobbelt
På mændenes 5000 meter kunne Thijs Nijhuis (Viborg AM) som ventet tage weekendens anden titel og dermed lave ”the double”, som kun to andre har gjort det siden 1964, hvor en anden Viborg-løber, Jørgen Dam, stod for samme præstation. I mellem de to løb nåede Thijs i øvrigt lige at være med til løbekollegaen Tom Wades bryllup. - se interview HER

Thijs (1)
Andreas Lommer trak en stor del af 5000 meter A-finalen, men endte nede på en 5. plads. Hans klubkammerat Kasper Skov sørgede dog for sølv til Odense Atletik.

Flot dyst på kvindernes 5000 meter
Hos kvinderne var der et glædeligt comeback til Simone Glad (AGF), som vandt i 16:26,55 min. Hun måtte dog lidt uventet kæmpe meget hårdt for sejren mod Louise Langelund Batting (1900), der først i den sidste spurt måtte give sig.

”Det blev lidt for spændende i dag. Pludselig blev det rigtig hårdt, og jeg tænkte flere gange: Nu går det ikke længere,” lød det fra Simone Glad, hvis tre måneder lange fravær har skyldtes smerter i akillessenerne.

Louise Langelund kom i mål 3,01 sek. efter, men den sjældne gæst på løbebanerne kunne glæde sig over ny personlig rekord 16:28,56 min. Næste store mål bliver CPH Half om tre uger, hvor hun er favorit til at vinde DM-titlen. Og hun ser frem til at løbe lidt længere end 5 km.

”Jeg kunne godt mærke i dag, at 5000 meter ikke lige er min distance.”

11. titel til Morten Jensen
Regnen plagede optakten til mændenes længdespringsfinale, men efter et par omgange blev det tørvejr. Morten Jensen (Sparta) kunne følge op på sidste års sejr med 7.39 meter og dermed tage sin titel nr. 11 udendørs. Benjamin Gabrielsen (Sparta) fulgte efter med 7.31 meter, mens Sebastian Pedersen fuldendte Sparta-triplen med 7.13 meter.

Jensen

Hos kvinderne sejrede favoritten Martha Traoré (Sparta) med 6.17 meter efter en serie, hvor ingen af de fire godkendte spring var under seks meter. Dermed kunne Traoré drage hjem til København med tre guldmedaljer.

- Sparta vandt begge de lange stafetter. Hos kvinderne kunne Anne Sofie Kirkegaard på sidste tur gå forbi KIFs førende løber og dermed vinde sin tredje guldmedalje. Tidligere på søndagen vandt hun 400 meter hæk.

- Vægtkast - der foregik uden for stadion - fik de samme vindere som i hammerkast: Celina Julin (Sparta) og Brian Nielsen (Esbjerg AM) med hhv. 17.95 (SB) og 17.69 meter.

- De kvindelige højdespringere var noget generet af regn. Sandra B. Christensen (AAC) fik efter en skuffende 4. plads i fjor taget revanche med guld i 1.72 meter.

- Trine Mulbjerg vandt sin sjette titel i kuglestød. Det længste stød på 15.96 meter kom i første runde, og det var rigeligt til at vinde over rivalen Maria Sløk Hansen (HVAM). 

Store DM - Aarhus d. 27.-28. august 2016
Samlet resultatliste

Alle foto: Lone Dybdal - se flere billeder HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund