Nr. 1, 4 og 2 fra DM-finalen på 200 meter mødes igen i 18-19 års klassen. (Lone Dybdal)
Nykårede mestre starter igen ved DMU
30. august 2016 · Jeppe Weinreich
Bare en uge efter det flot arrangerede Store DM i Aarhus er det ungdommens tur til at dyste om det danske mesterskab. Det sker på Østerbro Stadion med Sparta AM som vært. I de ældste klasser er flere af de nykårede seniormestre med igen.
Simon Hansen (1900), Benjamin Lobo Vedel (AAM), Martha Traoré (Sparta), Anne Sofie Kirkegaard (Sparta), Mette Graversgaard (1900). Listen over nykårede danske mestre, som er med igen ved DMU førstkommende weekend, er endnu længere, og vidner blot om, at gennemsnitsalderen i toppen af dansk atletik er ganske lav.
Flere store talenter i 16-17 års klassen kunne sagtens have været med ved Store DM, men valgte altså at vente lidt med senior-debuten for nu at konkurrere med deres jævnaldrende i det, der for dem er sæsonens hjemlige højdepunkt.
47 klubber er tilmeldt, og som vanligt dystes der i aldersklasserne 14-15, 16-17, 18-19 og 20-22 år. Det bliver selvsagt nogle lange, men forhåbentlig gode dage. Lørdag pågår konkurrencerne fra kl. 10.00-19.40, mens der søndag allerede startes kl. 9.00 med den sidste stafet programsat til kl. 18.00. Altså knap 19 timer i alt.
DMU – Østerbro d. 3.-4. september 2016
Startlister og anden info