Loading...

Danmarksturneringen 2016

Sparta vinder dobbelt for 19. gang

10. september 2016 · Jeppe Weinreich

Med en sejrsmargin på 17 og 26 point var der ikke megen spænding om guldkampen, da Spartas to hold lørdag sikrede sig dobbeltsejren for 19. år i træk. Et usædvanlig flot september-vejr bidrog til flere flotte enkeltresultater undervejs.

Sparta først og derefter Aarhus 1900. Der blev ikke flyttet på den vante rangordning, da årets finale i Elitedivisionen blev afgjort lørdag på Østerbro Stadion. For Spartas vedkommende var det 31. år i træk, at herrerne endte øverst, mens det var 19. gang for kvindernes vedkommende. Efter Aarhus 1900 på de lige så sikre sølvpladser kunne herrerne fra Odense Atletik gentage deres bronzebedrift fra 2014, mens KIF’s kvinder holdt oprykkerne fra Aalborg AM bag sig med otte points afstand.

200meter Simon
Simon Hansen (th) var involveret i tre sejre: 4x100 meter, 100 meter og her 200 meter, hvor han med kort varsel måtte erstatte Andreas Martinsen. (Michael Hyllested)

Højeste spring i 15 år
Selvom der var sæsontræthed at spore flere steder, lyste andre op med flere gode resultater. I kvindernes højdespring klarede Rikke Andersen (Sparta) 1.80 meter og præsterede dermed det bedste resultat i øvelsen siden sæsonen 2001. Efter at være kommet over 1.74 meter valgte hun at stå over de 1.77, som hendes PR lød på, for så at klare de 1.80 i første forsøg. Som årgang 1998 er hun ung nok til at være inde i billedet i forhold til EM-U20, som finder sted i Italien næste sommer.

Rikke180

Norsk U20-rekord
Den jævnaldrende Marcus Thomsen (1900) leverede et andet topresultat med 18.26 meter i kuglestød. Dermed forbedrede han en 22 år gammel norsk U20-rekord.

Et andet godt kasteresultat stod Andreas Ellegaard (Sparta) for, da han i diskoskast satte dansk årsbedste med 55.54 meter – bare 68 cm fra den personlige rekord.

PR til Graversgaard
Mette Graversgaard (1900) åbnede dagen stærkt med sejr på 100 meter i PR 11,97 sek. Hun stod som back-up for Sara Slott Petersen på 200 meter, men OL-sølvvinderen følte sig klar nok til at løbe og vandt her med 24,04 sek. I den optimale medvind (+2,0) blev der satte flere personlige rekorder efter hende: Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) 24,19, Mathilde Prietzel (AMM) 25,00 og Louise Malmqvist (OA/OGF) 25,03 sek. Snittet i top-10 har i denne øvelse aldrig været bedre end i år.

Sara Slott på velfortjent ferie
Sara Slott Petersens anden pligtsejr kom på 400 meter med 54,40 sek. – 2/10 sek. langsommere end aftenen før i Bruxelles (med hække).

”Uden at negligere de andre, så behøvede jeg ikke at løbe til på 400 meteren, når Anne Sofie (Kirkegaard, red.) ikke var med,” lød det fra Sara, der op til løbet i Bruxelles døjede med diverse fysiske ting og faktisk blev frarådet at løbe i dag. Efter sæsonens allersidste løb havde kroppen det dog bedre end forventet.

”Nu tager jeg på tre ugers ferie, og her skal jeg lave absolut ingenting. Ikke engang en lille joggetur bliver det til. Jeg starter op igen mandag d. 3. oktober. Lige nu skal jeg bare have tingene lidt på afstand, og så skal jeg sammen med min træner lave et set-up for det kommende år,” fortalte Sara, der umiddelbart er indstillet på at løbe 400 meter ved EM-inde i Beograd til marts måned.

Flot 800 meter
Én af dagens større overraskelser var KIF-løberen Christian Clausens sejr på 800 meter. Med PR 1:50,73 min. spurtbesejrede han en lidt sæsontræt Nick R. Jensen (Sparta), der i dansk sammenhæng ellers ikke har tabt til andre end Andreas Bube i en håndfuld sæsoner. De to U18-talenter Karl-Gustav Brockdorf (AAM) og William Devantier (Sparta) gjorde det her flot på 4. og 5. pladsen med personlige rekorder på 1.52,68 og 1:53,14 min.

I kvindernes længdespring sluttede Martha Traoré (Sparta) sæsonen fornemt af med dansk årsbedste 6.28 meter (+1,8). Med +2,2 m/s i ryggen nåede hun endda ud på 6.40 meter.

DT-finale - Østerbro d. 10. september 2016
Kvinder
1. Sparta 113 point
2. Aarhus 1900 87
3. KIF 76
4. Aalborg AM 68
5. OA/OGF 56
6. Aabenraa IG 31½


Mænd
1. Sparta 119 point
2. Aarhus 1900 102
3. OA/OGF 76
4. Aalborg AM 66
5. Hvidovre AM 51
6. KIF 47
Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund