Andreas Bube vinder 800 meter foran Jacob Stengaard fra Skive. (Michael Hyllested)
Bube baner vej for Bagsværd-oprykning
11. september 2016 · Jeppe Weinreich
Med sejre på 400, 800 og 1500 samt den lange stafet var Andreas Bube stærkt medvirkende til Bagsværd AC’s oprykning. Den blev sikret i søndagens Kvalmatch i Ballerup, hvor også Stina Troest gjorde sit til Amager AC’s forbliven i den bedste række. Bl.a. imponerede hun med 4:27,75 min. på 1500 meter. Skive og Hvidovre AM vandt matchen for hhv. mænd og kvinder.
Selvom Bagsværd AC måtte flytte søndagens Kvalmatch til Ballerup, kunne klubbens herrer for første gang siden 2010 rykke op i Elitedivisionen. Det blev en realitet efter en forholdsvis sikker 2. plads i matchen. Klubbens absolut største profil, Andreas Bube, var her en stærkt medvirkende faktor med tre individuelle sejre. OL-semifinalisten vandt først favoritdistancen 800 meteren i 1:58,21 min., derpå 400 meteren i 50,50 sek. for endelig – bare 20 minutter senere – at vinde en yderst taktisk 1500 meter i 4:24,17 min. Ikke prangende tider, men søndag var det kun sejren, som talte. Til sidste kunne Bube passende løbe dagens fjerde sejr hjem på den afsluttende 4x400 meter.
Skive AM klarer frisag
Med den samlede sejr sikrede herrerne fra Skive AM sig igen fortsat forbliven i landets bedste række. Ligesom Bagsværd har Andreas Bube, råder Skive over Morten D. Madsen, der ligeledes havde et travlt program. Han gjorde sin pligt med sejre på 100 og 200 meter i hhv. 10,82 og 22,28 sek., men måtte i længdespring se sig slået med én cm af Emil Ipsen (BAK), der nåede ud på 6.77 meter i 6. runde. En 2. plads blev det også til på 4x100 meter, hvor AGF var hurtigste hold med 43,61 sek. Aarhus-klubben – der endte som nr. 5 - opnåede to andre sejre ved Mikkel Dahl-Jessen, der debuterede på 3000 meter forhindring med sejr i 9:52,27 min. Det skete godt to timer efter, at han havde vundet 5000 meter-løbet.
Esbjergs herrer endte som nr. 4 efter Ballerup AK og må efter fem sæsoner i den bedste række indstille sig på 1. division Vest i 2017.
Dobbelt sejr til Troest på 800 og 1500 meter
Hos kvinderne kunne Hvidovre AM såvel som Amager AC sikre sig endnu en sæson i Elitedivisionen. Førstnævnte vandt ikke helt uventet med pæn stor margin, mens Bagsværd AC dog kun var 4½ point fra amagerkanerne.
Stina Troest starter på 800 meter. (Michael Hyllested)
Også hos Amager AC var der én stor profil, som scorede vigtige point til sin klub, nemlig Stina Troest. Hun vandt først 800 meter i 2:09,66 – 13 sekunder foran nr. 2. Et par timer senere var sejrsmarginen endnu større, da hun på imponerende vis vandt den for hende uvante distance 1500 meter i 4:27,75 min.
Kvalmatch – Ballerup AK 11. september 2016
Slutstilling (de to første hold kæmper i Elitedivisionen i 2017)
Mænd
1. Skive AM 101½
2. Bagsværd AC 97
------------------
3. Ballerup AK 83½
4. Esbjerg AM 78
5. AGF 61
6. Sæby IK80 31
Kvinder
1. Hvidovre AM 101½
2. Amager AC 86½
-----------------
3. Bagsværd AC 82
4. Esbjerg AM 59½
5. Skive AM 58
6. FIF 48
Resultater - mænd // kvinder