Loading...

Louise Langelund Batting - på vej mod PR ved VM Halvmaraton i Cardiff marts måned. (DECA Text&Bild)

DM/Copenhagen Half Marathon

Massivt opbud af DM-deltagere ved CPH Half

15. september 2016 · Jeppe Weinreich

1.151 løbere er tilmeldt DM Halvmaraton, som er indlagt i søndagens CPH Half.

Når de godt 22.000 løbere i CPH Half 2016 sendes ud i Hovedstadens gader søndag, vil godt 5 pct. af dem være DM-deltagere. For andet år i træk har Copenhagen Half Marathon nemlig status af DM, og med 1.151 tilmeldte i denne kategori er der tale om et vægtigt dansk mesterskab. Langt størstedelen er at finde i det store massefelt, mens kun de bedste hjemlige eliteløbere er blevet seedet, så de starter helt fremme i elitefeltets gruppe B. For mændenes vedkommende drejer det sig om 30 løbere, mens blot fire danske kvinder (elitefelt-krav 1:22 time) har fået en tilsvarende placering.

De nævnte løbere konkurrerer med deres opnåede bruttotid, mens resten kan gøre sig gældende med nettotiden (dvs. deres løbstid først sættes i gang, når startstregen passeres).

Hos mændene gælder sidste års sølvvinder Thijs Nijhuis (Viborg AM) som favorit, men der er andre bud på titlen i skikkelse af den tidligere mester Jesper Faurschou (Herning LK) samt Jesper Trebbien Andersen (Sparta), der ved Berlin Halvmarathon i april var bedste dansker med 1:07,00 time. Og så er der en interessant debut til Andreas Lommer (OA/OGF), som denne sæson er gået op i distance fra 1500 til 5000-10.000 meter og nu altså tager endnu et skridt op.

Langelund er favorit
Af de førnævnte fire kvinder er Louise Langelund Batting klar favorit. Den 38-årige 1900-løber gjorde en god figur ved DM 5000 meter for nylig, og hendes erklærede mål er at forbedre den PR på 1:15,41, som hun satte ved VM Halvmaraton i Cardiff i marts måned. Sylvia Kiberenge fra Køge AM er også med, men da hun fortsat ikke har opnået dansk statsborgerskab, kan hun ikke gøre sig gældende i DM-sammenhæng. Hun har til gengæld fået en plads i elitefeltets A-gruppe.

Der dystes ved DM i aldersklasserne U23, 30-34, 35-39 og så fremdeles. I 80+ klassen er der tilmeldt to kvinder og én mand.

Se DM-listen HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund