(privatfoto)
Spartas juniorpiger nr. 3 i Europa
17. september 2016 · Jeppe Weinreich
Med en flot holdindsats kunne Spartas juniorpiger for andet år i træk slutte på medaljeskamlen. Samtidig klarede klubbens drenge i Portugal den 2. plads i B-gruppen, som sikrer oprykning.
Spartas talentfulde piger viste lørdag i Spanien, at sidste års overraskende 2. plads ikke var nogen tilfældighed. Med en flot holdindsats og flere individuelle sejre kunne klubben denne gang vinde bronze efter en meget tæt afgørelse. Blot et halvt point var de foran tjekkiske Olymp Brno på 4. pladsen.
Der var indtil flere disciplinsejre under matchen i Castellón. Anne Sofie Kirkegaard vandt 400 meter i 54,76 sek., men måtte på 400 meter hæk se sig henvist til 2. pladsen med tiden 59,54 sek. I trespring blev det overraskende til sejr ved Laura Tølløse, som satte PR med 12.01 meter. Det var blot hendes andet forsøg i disciplinen.
U18-europamesteren på forhindring, Anna Mark Helwigh, vandt sikkert 1500 meteren, mens hendes træningsmakker Sophie Søefeldt i stedet tog sig af forhindringsløbet – og sejrede i PR 10:58,16 min.
Istanbul-klubben Fenerbache vandt med 114½ point – 8½ point foran britiske Blackheath & Bromley Harriers.
Europa Cup Junior Gr. A - Castellón (ESP) - 17. sep.
Resultater K
Drengene sikrer sig oprykning
Samtidig i Leiria i Portugal klarede klubbens drenge en 2. plads og sikrede sig dermed oprykning til A-gruppen. Det skete endda med sikker margin ned til det slovenske hold fra Ljubljana.
Der var flere individuelle sejre. På mellemdistancerne tog William Devantier og Andreas Lindgreen sikkert sejrene på 800 og 1500 meter i hhv. 1:57,96 og 4:01,58 min., mens Sebastian Pedersen vandt længde med 7.18 meter (+0,2).
400 meter i 49,40 sek.
Det måske bedste resultat stod Gustav L. Nielsen for, da han blev nr. 3 på 400 meter i flot PR 49,40 sek. Samme Gustav leverede en fornem PR i trespring med 13.48 meter på 4. pladsen – en forbedring på over 80 cm af hans hidtil bedste. Endelig klarede tikæmperen Mads Lund i højdespring for første gang 1.90 meter.
Med oprykning kan Sparta se frem til at rejse samlet af sted til næste år – om altså de sikrer sig cup-pladserne. Det afgøres i holdfinalen i Ballerup næste lørdag.
Europa Cup Junior Gr. B - Leiria (POR) 17. sep. 2016
Resultater - M