Foto: Marcus Lemus/CPH Half
Kenyaner sætter løbsrekord efter vanvittigt udgangstempo
18. september 2016 · Jeppe Weinreich
James Mwangi Wangari vandt en spektakulær sejr i et historisk stærkt halvmaratonløb, mens den indlagte DM-dyst fik de forventede vindere.
Forventningerne til verdensklassefeltet ved søndagens Copenhagen Half Marathon var skyhøje. Og de blev til fulde indfriet, selvom det ikke var forhåndsfavoritten Bedan Karoki Muchiri, men hans unge landsmand James Mwangi Wangari, som løb med sejren. Med 59:07 min. skar han syv sekunder af løbsrekorden og rykkede samtidig op som nr. 2 i verden i år.
Wangari gik til stålet fra start. Allerede efter 7 km sagde han farvel til feltet. Harerne måtte også slippe, og det var der en god grund til. Mellemtiden ved 10 km var nemlig vanvittig hurtig: 27:15 minutter. Som ventet faldt tempoet, da han ved omkring 12 km mødte en kraftig modvind ved Islands Brygge. Ved 15 km var forspringet til verdensrekorden skrumpet ind til ét sekund, og mens Zersenay Tadese i sit rekordløb i 2010 kunne afslutte ekstremt stærkt, var Wangari noget langsommere. 44 sekunder manglede han i sidste ende.
”Jeg er i meget god form, og tempoet på den første del af løbet var fremragende. Men modvinden på den sidste del var bare for stærk. Jeg føler virkelig, at jeg er i form til at slå verdensrekorden,” lød det fra den 22-årige Wangari, der så sent som i marts i Milano løb sin første halvmaraton – og vandt dét løb i 59:12 min.
Bedan Karoki Muchiri virkede på ingen måde skuffet, selvom han måtte slutte som nr. 5 i 59:32 min. Han udtrykte stor beundring for Wangari og mente også, at denne kunne slå verdensrekorden, men mente også, at han stak af fra de andre lidt for tidligt i løbet.
I alt syv kenyanere kom under den magiske time, og det er kun set én gang før ved et løb i Europa, nemlig ved VM i Udine i 2007 – med samme antal løbere. Fire af dem satte personlig rekord, og dermed blev det igen slået fast, at ruten i København bare er stærk – modvind eller ej.
Fire kvinder under rekorden
Hos kvinderne var der spænding om sejren indtil det sidste. Fire løbere skilte sig hurtigt ud. Forhåndsfavoritten Gladys Chesir (KEN) var med i kvartetten hele vejen, men på afslutningen på Øster Allé måtte hun se konkurrenterne stikke af. Hurtigst var Hiwot Gebrekidan Gebremaryam (foto nedenfor), der som ene etiopier forhindrede en total kenyansk dominans. 68:00 min. lød hendes vindertid, som skar 29 sekunder af rekorden fra i fjor. Alle fire var under rekorden. Med en PR på 70:17 min. var Gebremaryam ingen forhåndsfavorit, men dén PR var faktisk en mellemtid fra Dubai Marathon i januar.
Thijs tager titlen
DM-dysten hos herrerne blev yderst seværdig, selvom de naturligt nok var statister i det internationale eliteløb. De tre forhåndsfavoritter – Nijhuis, Faurschou og Trebbien - fulgtes ad hele vejen, hvor mellemtiderne var ganske gode med 15:10 og 30:40 på hhv. 5 og 10 km. Til sidst var Thijs Nijhuis som ventet hurtigst i spurten. Viborg-løberen sejrede i 1:05,57 time og skrev dermed historie ved at vinde titlen på både 1500 meter og halvmaraton i samme sæson.
”Det var et hurtigt løb til at starte med. Ved 12 km kom vinden, og så blev det hårdt. Det ville have været rart med en hare her! Det blev taktisk og jeg satsede kun på at vinde,” lød det fra Nijhuis, som slog altid stabile Jesper Faurschou (Herning LK) med tre sekunder. Jesper Trebbien Andersen (Sparta) løb sit livs halvmaraton med 1:06,08 på bronzepladsen – en PR-forbedring på over et halvt minut.
Jesper Faurschou, Thijs Nijhuis og Jesper Trebbien. (CPH Half)
DM Maraton om to uger
Mens Nijhuis nu tager en pause inden crosssæsonen, løber Faurschou DM/HC Andersen Marathon i Odense om to uger, mens Trebbien i stedet har udset sig Frankfurt Marathon tre uger senere.
Hos kvinderne levede Louise Langelund Batting (1900) op til favoritværdigheden. Hun vandt med stor margin titlen i 1:15,18 time, og skar dermed 23 sekunder af sin PR sat ved VM i marts.
"Jeg lagde hårdt ud, også lidt for hårdt. Min puls blev høj, samtidig med at vinden tog til i styrke," lød det fra 38-årige Langelund, som ikke har plottet noget løb ind i kalenderen de næste par måneder.
Personlige rekorder var der også på sølv- og bronzepladserne ved Marna Egholm (Køge AM) og Maria Ebbesen (Sparta).
Mænd
1. James Mwangi Wangari, Kenya 59:07 min. PR LØBSREKORD
2. Stephen Kosgei Kibet, Kenya 59:28
3. Albert Kangogo, Kenya 59:29 PR
Kvinder
1. Hiwot Gebrekidan Gebremaryam, Etiopien 68:00 min. PR LØBSREKORD
2. Eunice Chumba, Bahrain 68:04 PR
3. Veronicah Wanjiru, Kenya 68:06 PR
13. Sylvia Kiberenge, KEN/Køge AM 72:51
DM
Mænd
1. Thijs Nijhuis, Viborg AM 65:57 min. (samlet nr. 23)
2. Jesper Faurschou, Herning LK 66:00 (nr. 24)
3. Jesper Trebbien Andersen, Sparta 66:08 PR (nr. 25)
Kvinder
1. Louise Langelund Batting, Aarhus 1900 75:18 min. PR (nr. 14)
2. Marna Egholm, Køge Atletik 77:38 PR (nr. 17)
3. Maria Ebbesen, Sparta 78:20 PR (nr. 19)
Alle resultater