Loading...

DAF Bestyrelse

Annette Nørgaard Jensen trækker sig fra DAFs bestyrelse

07. oktober 2016 · Henriette Leth Nielsen

Den kenfte Skive-leder har efter moden overvejelse valgt at gå af. Hjertet banker dog fortsat for dansk atletik.

Annette Nørgaard Jensen, Skive AM har valgt at trække sig fra DAFs bestyrelse med følgende begrundelse:

"Efter moden overvejelse har jeg besluttet at trække mig fra bestyrelsen i Dansk Atletik Forbund. Det sker med stort vemod – for mit hjerte banker så absolut for dansk atletik. Det sker som en konsekvens af, at jeg som ansvarligt bestyrelsesmedlem ikke ser mig i stand til leve op til og indfri de forventninger, som klubberne har krav på. Dansk Atletik er blevet mere professionaliseret og har dermed fået en større organisation de senere år. Det er gået meget stærkt og betyder bl.a. at afstanden mellem driftsorganisationen og bestyrelsen er blevet større. Jeg oplever derfor, at min rolle som bestyrelsesmedlem er forandret markant. Opgaven i en bestyrelse er at følge op på ledelsen og gennemføre strategisk arbejde. Den øgede afstand mellem driftsorganisation og bestyrelse, og det høje tempo gør, at jeg ikke har følt den samme mulighed for at gøre den forskel, som man med rette kan forvente af en bestyrelse. Da atletikken fortsat har min store interesse stiller jeg mig gerne til rådighed for DAF, i givet fald der måtte være andre opgaver, jeg vil være den rette til at løse," udtaler Annette Nørgaard Jensen, Skive AM.

DAFs formand har følgende kommentar til Annette Nørgaards valg om at sig fra bestyrelsen:

"Allerførst tak til Annette for arbejdet i bestyrelsen. Jeg vedkender mig, at der i forbindelse med det høje tempo, DAF udvikler sig med og den større organisation, knytter sig nogle udfordringer, der skal håndteres. Det bliver der fokus på i det kommende bestyrelsesår. Herudover skal flere opgaver bl.a. fordeles til dedikerede og kompetente frivillige, så jeg er sikker på, at forbundet vil benytte sig af Annettes tilbud om at være med i andre DAF sammenhænge," lyder det fra Karsten Munkvad.

© Copyright Dansk Atletik Forbund