Loading...

Priser

Indstil et lokalt initiativ til Danskernes Idrætspris (inden d. 14. okt.)

01. oktober 2016 · Pressemeddelelse

DR P4, e-Boks og DIF opfordrer alle idrætsinteresserede til at indstille et lokalt idrætsinitiativ til pris, hvor vinderen modtager 100.000 kr.

Hvor er den forening eller den gruppe af borgere, der har taget Danmarks bedste initiativ til gavn for foreningsidrætten i 2016? Det spørgsmål søger DR P4, e-Boks og Danmarks Idrætsforbund svar på for at overrække initiativtagerne 100.000 kr. og prisen, Danskernes Idrætspris 2016.

Alle kan fra 26. september og frem til 14. oktober kl. 12 indstille, hvad de synes er det bedste lokale idrætsinitiativ. Det kan for eksempel dreje sig om en lokal idrætsforening, der yder et ekstraordinært stort arbejde, eller nogen, der har fået en idé, som udvikler måden, vi dyrker idræt på i hverdagen. Men det kan også være nogen, der i særlig grad har formået at engagere et lokalsamfund og styrket samarbejdet omkring et banebrydende idrætsinitiativ. Bemærk dog, at Danskernes Idrætspris ikke gives til en enkeltperson for vedkommendes store frivillige arbejde i en forening. Prisen gives til det projekt, aktivitet eller initiativ, der på inspirerende vis er med til at styrke, udvikle eller nytænke foreningsidrætten i Danmark.

Alt, hvad man skal gøre for at indstille et idrætsinitiativ til prisen, er at gå ind på www.danskernesidrætspris.dk og skrive, hvad initiativet går ud på.

I første omgang udpeger en lokal dommerkomité de tre bedste idrætsinitiativer, hvor alle kan stemme på deres favorit. De regionale vindere går videre til den landsdækkende finale, og den endelige vinder afsløres ved DR’s show SPORT 2016 lørdag 7. januar 2017 i Herning.

100.000 kr. i præmie
Ud over titlen er der 100.000 kroner til initiativtageren.

Sidste år indstillede danskerne i alt 248 initiativer og over 14.000 danskerne var inde og stemme på deres favorit.

”Overalt i Danmark bliver der tænkt nyt for at give danskerne de bedst mulige vilkår at dyrke foreningsidræt under. Det er disse nye initiativer, vi gerne vil have frem i lyset i forbindelse med Danskernes Idrætspris,” forklarer DIF's formand Niels Nygaard.

”Prisen skal nemlig gå til det idrætsinitiativ, der er mest banebrydende og til inspiration for de danske idrætsforeninger. Det behøver ikke være stort, som prisvinderen sidste år, foreningskollektivet Odense Sportscentrum, det kan også være en mindre ting, der har forbedret foreningsidrætten.”

Danskernes Idrætspris får i år sit eget liv på Facebook. Søg efter #dkidrætspris.

© Copyright Dansk Atletik Forbund