Loading...

Anlæg

Et nyt Hvidovre Stadion står klar – i blåt og rødt

19. oktober 2016 · Jeppe Weinreich

Dansk atletik råder i den kommende sæson over endnu et stadion med otte rundbaner. Den omfattende renovering af Hvidovre Stadion er nemlig færdiggjort, og det er et anlæg, som tilgodeser brugerne på unik vis.

Hvidovre AM måtte i august flytte afviklingen af DM Masters til Greve, da renoveringen af Hvidovre Stadion ikke nåede at blive færdiggjort. Den er nu på plads, og dermed går klubben ind i 2017-sæsonen i helt nye rammer. Selvom meget af træningen den kommende tid kommer til at foregå i atletikhallen ved siden af stadion, så kan intervalløbene med fordel foregå hele året – takket være det nye anlæg.

”Der er lagt varme ned i bane 1 hele vejen rundt. Det betyder, at bane 1 og til dels også bane 2 vil være sne- og isfri, når der skal løbes intervaller. Så der er ikke længere risiko for at glide eller falde, selv når frosten er hårdest eller der er mest sne,” fortæller sportschef i Hvidovre AM, Michael Bruun Jepsen.

Umiddelbart er den største ændring dog farverne. Ligesom på Østerbro – og de olympiske anlæg i Rio og Berlin for den sags skyld – er løbebanerne nu blå. Hvidovre adskiller sig dog lidt, idet opholdsområderne inden for banerne fortsat er i rødt.

Sprintere tilgodeses
Banerne i Hvidovre gælder som hurtige, og det bliver der ikke ændret ved. Faktisk forudser Michael Bruun Jepsen, at sprintere vil valfarte til det nye stadion for at få en hurtig tid noteret.

”Det nye anlæg er attraktivt for alle sprintere og hækkeløbere. Dels har vi fået lagt den hårdest mulige belægning, og samtidig er der nu blevet mulighed for at vende banen på alle korte sprintløb op til og med 200 meter samt 100 og 110 meter hækkeløb, hvis vinden ikke blæser i den sædvanlige vindretning. En mulighed, man ikke umiddelbart finder så mange andre steder rundt omkring.”

Allerede i starten af maj kan sprinterne få en forsmag på det ved et lille åbningsstævne. Ellers hedder de to vigtige terminer i 2017 Copenhagen Open (10.-11. juni) og DMU (26.-27. august), mens klubben i 2018 tillige skal stå for den årlige nordiske juniorlandskamp (NM-U20).

Med færdiggørelsen af Hvidovre Stadion er antallet af danske anlæg med otte (kunststof)rundbaner oppe på syv. Esbjerg (1994), Odense (1997), Aarhus (2001), Østerbro (2009) og Randers (2013) var de første fem, mens Greve i august i år kunne indvie det sjette af slagsen.

Hvidovre Stadion

Værd at bemærke om det nye stadion i Hvidovre:

  • Inde ved sargen er der for hver 10 meter markeringer på 5x5 cm, så der aldrig er tvivl om længden på intervallerne.
  • Alle kasteringe er er samlet i enden op mod klubbens indendørs atletikhal. Det skulle gerne give gode muligheder i specielt diskoskast, idet vinden dermed oftest vil blæse direkte ned mod diskoskast.
  • Der er fortsat to springgrave placeret foran hovedtribunen, og man finder endnu to springgrave - altså fire stk. i alt - i den modsatte ende af alle kastene.
  • Som en service for de aktive og trænere er der tillige lavet faste metermarkeringer til alle tilløb i spydkast, stangspring og fladspring med markeringer for hver 5. meter helt op til 45 meter, hvilket giver mulighed for at bruge markeringerne som pejlemærker til videoanalyser.
  • Med ledningsbrønde ved alle øvelses- og startsteder, er der også tænkt på mulighederne for udvidelser ift. streaming og elektronisk resultatformidling.

© Copyright Dansk Atletik Forbund