Loading...

Andreas Bueno ved Bislett Games 2016, hvor han for femte og sidste gang i karrieren løb under 3:40,00. (DECA Text&Bild)

Navne

Andreas Bueno takker af

25. oktober 2016 · Jeppe Weinreich

Danmarks bedste 1500 meter-løber meddelte i weekenden, at han stopper som eliteløber. Et drilsk højreben, som delvist ødelagde sæsonen, er den primære grund.

Deltagelse ved tre EM i træk, en personlig rekord på 3:38,44 min. og et væld af DM-titler. Jo, Andreas Bueno har de seneste år slået sit navn fast som en af dansk atletiks bedste 1500-meter-løbere nogensinde. Helt præcist den 6. hurtigste. Højere på alle tiders rangliste når han dog ikke, for den 28-årige 1900-atlet bebudede lørdag, at han indstiller karrieren. Årsagen er et drilsk højreben, som på ukontrollabel og uforklarlig vis begynder at skælve i konkurrence.

”Jeg har tidligere kun mærket dette over længere distancer, ALTID over 1500m, men i juni i år kom symptomerne også på min yndlingsdistance. Flere ugers træningspause efter EM gjorde blot problemet værre – til DT i september var jeg knap halvvejs på 1500 meteren, før kontroltabet opstod,” skriver han på sin Facebook-væg.

Åbenlyst talent
Andreas Bueno kom til atletikken via badminton, og startede i AGF i 2006 med Thomas Nolan som træner. Talentet var åbenlyst, og allerede i sin anden sæson – som 19-årig – klemte han sig under de fire minutter på 1500 meteren, som var og blev hans favoritdistance. Efter tre års træning hed hans PR nu 3:47,03 min. Den følgende sæson var han ude med en skade, men vendte i 2011 – nu løbende for Aarhus 1900 – stærkt tilbage med 3:40,79 min. Historien kunne have taget en meget trist drejning, da han nogle måneder senere helt uforskyldt blev kørt ned af en bil under en træningstur. På mirakuløs vis kom han sig helt og kvalificerede sig til EM i Helsinki sommeren efter.

Bueno
Bueno vinder i suveræn stil Nordenkampen 2016 og sætter samtidig halrekord i Växjö. (DECA Text&Bild)

Resultatmæssigt blev hans tre sidste sæsoner 2014-2016 de bedste med i alt fem løb under de 3:40,00 min. – først med Frank de Pauli siden med Morten Munkholm som træner. I jagten på VM- og OL-kravet manglede han dog altid de sidste par sekunder. Talentet var utvivlsomt til det, men kroppen kunne ikke holde til samme kilometermængde som andre.

”Jeg kunne snakke længe om mål og drømme, der aldrig blev indfriet, men jeg forsøger at fokusere på det, jeg har opnået i stedet for. Jeg har nydt de sidste seks år som eliteløber og med hjælp fra mange instanser, har jeg fået så meget ud af det, som min krop har tilladt,” lyder det fra Andreas Bueno, som allerede er i fuld gang med sin nye karriere – som læge.

Andreas Bueno f. 7. juli 1988
Personlige rekorder
800 meter 1:48,67 (Østerbro 2012)
1500 meter 3:38,44 (Watford 2014)
3000 meter 8:05,73 (Oslo 2014)

Deltog på 1500 meter ved EM i 2012, 2014 og 2016 samt EM-inde i 2015 (uden at avancere fra indl. heat)
4 X DM-guld på 1500 meter: 2011-2014
4 X DM-guld på 1500 meter indendørs: 2009, 2010, 2014-2015
Guld ved NM Cross (hold) i 2009 (sølv individuelt)

Bueno2
De fire sidste sæsoner holdt Bueno sig helt væk fra crossløb. Han nåede dog ved NM 2009 at vinde holdguld (og individuel sølv) sammen med Morten Munkholm og Henrik Them. (arkivfoto: Kim Gudmand)

© Copyright Dansk Atletik Forbund